mandag den 13. oktober 2014

Øst for paradis

….. nej, det er ikke filmen, jeg taler om. Det er i stedet et af mine yndlingssteder i Aarhus og nu, hvor jeg så småt er ved at flytte fra byen, går det op for mig, hvor meget jeg vil savne ”the love seats” og de nostalgiske rammer i byens bedste biograf.
Det er ved at være lang tid siden mit sidste blogindlæg, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke får set nogen film. I løbet af de sidste par uger har særligt to film sat sig fast i min filmfokuserede hjerne. Begge film oplevede jeg i Øst for Paradis.
I september var jeg så heldig at komme til premiere på filmen ”Så meget godt i vente” - en ny, dansk dokumentar om den idealistiske og følsomme landmand Niels Stokholm, der har drevet Thorshøjgaard biodynamisk siden 1973. Det var et skønt arrangement, hvor vi fik en biodynamisk juice og efterfølgende mulighed for at stille instruktøren Phie Ambo spørgsmål om filmen. Vi følger Niels, hans kone Rita og naturligvis alle de andre levende væsener på Thorshøjgaard over en længere periode. Så vidt jeg forstod på Ambo, boede hun nærmest på gården i to år, bl.a. for at få de skiftende årstider med. Og netop de forskellige årstider kommer helt ind under huden på én, da en stor del af filmen består af kunstfilmlignende nærbilleder af gårdens flora og fauna smukt akkkompagneret af et islandsk kor. Denne detaljeorienterede kameraføring medfører på sin vis, at vi oplever naturens ynde og uskyldighed, som Niels gør. Hvert eneste lille insekt har et liv på gården, og det liv skal vi respektere.

Filmen bliver dramatisk, da Økologikontrollen kigger forbi, og den idyl, der prægede første del af filmen, bliver forvandlet til konflikter. Der bliver sat spørgsmålstegn ved Niels’ måde at pleje de særprægede og sjældne røde, danske malkekvæg på. Som alle anmeldelser af filmen fokuserer på, så rejser denne konflikt nogle interessante spørgsmål. Hvem kan bedst vurdere, hvad der er bedst for dyrene? Kan et kontrolsystem forenes med en biodynamisk tankegang? Går dyrevelfærd altid hånd i hånd med økologi?
Kærligheden den 82-årige landmand har til alle dyrene på gården er rørende og vi er da helt klart på hans side i konflikten. Mere vil jeg ikke afsløre. Se den.

I går aftes var jeg afsted igen. Denne gang var det den meget omtalte film Boyhood instrueret af Richard Linklater. Filmen er meget unik, da den er optaget over en periode på 12 år. Som titlen også fortæller, er det i særlig grad drengen Mason (spillet af Ellar Coltrane), der er filmens omdrejningspunkt. Men derfor er det stadig meget interessant at opleve, hvordan de andre karakterer også udvikler sig igennem den næsten tre timer lange film.
Mason er søn af det fraskilte par Olivia og Mason senior og lillebror til Samantha. I løbet af filmen gifter Olivia sig med to mænd, hvilket fører til en omskiftelig hverdag med en del flytning rundt i landet og nye familiemedlemmer at forholde sig til. Det stabile holdepunkt er weekenderne med faderen, som inspirerer Mason til at reflektere over livet. Vi følger Mason helt op til begyndelsen af college-tiden.



Det komiske i filmen er helt sikkert at følge den teknologiske udvikling fra slut 90’er-perioden og op til i dag. Det kunne ikke være mere tydeligt, når nu vi har at gøre med en lille dreng, der er meget interesseret i computerspil. Og hvis man kender sin musik, kan soundtracket også være et pejlemærke for den tid, vi befinder os i.  Hvis man interesserer sig for gadgets, vil man nok more sig meget over visse scener i filmen. Filmen udspiller sig i Texas, hvilket også førte til en del sjove øjeblikke. Fx da Mason fylder 15 og får en bibel og et gevær. Bum!  
Jeg er tosset med denne film og endnu mere tosset med Mason. Fordi vi følger ham over så mange år, føler vi, at det er det eneste rigtige, at vi også skal være der, når han har kærestesorger, dimitterer fra high school og flytter hjemmefra.  Denne film var alle pengene værd.