….. nej, det er ikke filmen, jeg taler om. Det er i
stedet et af mine yndlingssteder i Aarhus og nu, hvor jeg så småt er ved at
flytte fra byen, går det op for mig, hvor meget jeg vil savne ”the love seats” og
de nostalgiske rammer i byens bedste biograf.
Det er ved at være lang tid siden mit sidste blogindlæg,
men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke får set nogen film. I løbet af de
sidste par uger har særligt to film sat sig fast i min filmfokuserede hjerne.
Begge film oplevede jeg i Øst for Paradis.
I september var jeg så heldig at komme til premiere på
filmen ”Så meget godt i vente” - en ny, dansk dokumentar om den idealistiske og
følsomme landmand Niels Stokholm, der har drevet Thorshøjgaard biodynamisk
siden 1973. Det var et skønt arrangement, hvor vi fik en biodynamisk juice og
efterfølgende mulighed for at stille instruktøren Phie Ambo spørgsmål om
filmen. Vi følger Niels, hans kone Rita og naturligvis alle de andre levende
væsener på Thorshøjgaard over en længere periode. Så vidt jeg forstod på Ambo,
boede hun nærmest på gården i to år, bl.a. for at få de skiftende årstider med.
Og netop de forskellige årstider kommer helt ind under huden på én, da en stor
del af filmen består af kunstfilmlignende nærbilleder af gårdens flora og fauna
smukt akkkompagneret af et islandsk kor. Denne detaljeorienterede kameraføring medfører
på sin vis, at vi oplever naturens ynde og uskyldighed, som Niels gør. Hvert
eneste lille insekt har et liv på gården, og det liv skal vi respektere.
Filmen bliver dramatisk, da Økologikontrollen kigger forbi,
og den idyl, der prægede første del af filmen, bliver forvandlet til
konflikter. Der bliver sat spørgsmålstegn ved Niels’ måde at pleje de
særprægede og sjældne røde, danske malkekvæg på. Som alle anmeldelser af filmen
fokuserer på, så rejser denne konflikt nogle interessante spørgsmål. Hvem kan
bedst vurdere, hvad der er bedst for dyrene? Kan et kontrolsystem forenes med
en biodynamisk tankegang? Går dyrevelfærd altid hånd i hånd med økologi?
Kærligheden den 82-årige landmand har til alle dyrene på
gården er rørende og vi er da helt klart på hans side i konflikten. Mere vil
jeg ikke afsløre. Se den.
I går aftes var jeg afsted igen. Denne gang var det den
meget omtalte film Boyhood instrueret af Richard Linklater. Filmen er meget
unik, da den er optaget over en periode på 12 år. Som titlen også fortæller, er
det i særlig grad drengen Mason (spillet af Ellar Coltrane), der er filmens
omdrejningspunkt. Men derfor er det stadig meget interessant at opleve, hvordan
de andre karakterer også udvikler sig igennem den næsten tre timer lange film.
Mason er søn af det fraskilte par Olivia og Mason senior
og lillebror til Samantha. I løbet af filmen gifter Olivia sig med to mænd,
hvilket fører til en omskiftelig hverdag med en del flytning rundt i landet og
nye familiemedlemmer at forholde sig til. Det stabile holdepunkt er weekenderne
med faderen, som inspirerer Mason til at reflektere over livet. Vi følger Mason
helt op til begyndelsen af college-tiden.
Det komiske i filmen er helt sikkert at følge den
teknologiske udvikling fra slut 90’er-perioden og op til i dag. Det kunne ikke
være mere tydeligt, når nu vi har at gøre med en lille dreng, der er meget
interesseret i computerspil. Og hvis man kender sin musik, kan soundtracket
også være et pejlemærke for den tid, vi befinder os i. Hvis man interesserer sig for gadgets, vil man
nok more sig meget over visse scener i filmen. Filmen udspiller sig i Texas,
hvilket også førte til en del sjove øjeblikke. Fx da Mason fylder 15 og får en
bibel og et gevær. Bum!
Jeg er tosset med denne film og endnu mere tosset med
Mason. Fordi vi følger ham over så mange år, føler vi, at det er det eneste
rigtige, at vi også skal være der, når han har kærestesorger, dimitterer fra
high school og flytter hjemmefra. Denne
film var alle pengene værd.
