Der er ingen tvivl om, at Jean Marc Vallées Wild knytter sig til den amerikanske roadmovie-fortællestil. Et litterært tema, som flittigt bruges på det store lærred. De mennesker, der præger genren, er som oftest rodløse, ulykkelige og på flugt fra det etablerede samfund, og i den klassiske roadmovie bliver den indre rejse - med alt hvad det indebærer - anskueliggjort via den ydre rejse.
Filmens omdrejningspunkt Cheryl Strayed, spillet af Reese Witherspoon, begiver sig ud på en 1770 kilometer lang vandretur gennem The Pacifik Crest Trail. Hvorfor det ved vi ikke, men den dramatiske start på filmen, giver os et billede af en ung kvinde med sår på sjælen. Vandreturen bliver løbende brudt op af korte flashbacks, der virker som brikker i et puslespil, vi seere lige så stille kan begynde at sætte sammen. Allerede en tredjedel inde i filmen, får vi det første svar: moderes død. Senere følger et stofmisbrug, og herefter falder brikkerne på plads én efter én.
En stor del af filmens publikum vil sikkert anskue Vallées film som en pendant til Sean Penns Into the Wild fra 2007. Af flere årsager klæder denne sammenligning ikke Wild, blandt andet fordi filmens protagonist ikke udsætter sig selv for de samme farer og ekstremer som Emile Hirsch’ karakter i Into the Wild. Strayed er godt nok novice, hvad angår teltpløkker og trangia-mad, men der er stadig ikke den samme intense oplevelse af den barske natur. Det er dog meget bemærkelsesværdigt, at den geografiske hjemløshed og angsten for naturen bliver et udtryk for Strayeds psykiske rodløshed og usikkerhed.
Men men men… Man kunne som seer godt ønske sig at se en helt ny side af den amerikanske skønhed. Selvom hun kæmper for det og viser os en Witherspoon, vi bestemt ikke er vant til at se, kamuflerer den - tilsyneladende usynlige - make up stadig den autenticitet, vi som seere har behov for at opleve i en film af denne kaliber. Den opmærksomhed, hun får fra de forbipasserende mænd, må da næsten også tolkes som et bevis på, at hendes hår simpelthen ikke er fedtet nok.
Vandreturen er en symbolsk rejse efter frihed og en søgen efter en slags selvforståelse, og det må være op til den enkelte seer at vurdere om Cheryl Strayed, efter knap to timer i ødemarken, når i mål.
Wild er bestemt ikke en dårlig film – tværtimod. Men trods blod, nøgenhed og kanyler er det altså stadig svært at se Reese Witherspoon som andet end den pæne, perfektionistiske pige, vi i forvejen kender så godt.
Hvorom alting er, kan filmen stadig nydes, ikke mindst på grund af de smukke naturbilleder perfekt akkompagneret af melankolske 1960’er sange omhandlende knuste hjerter, vild natur og isolation.
