Irrational man

Joaquin Phoenix spiller Abe Lucas. En filosofiprofessor, pessimist og romantiker, som er blevet ansat på det fiktive Brailyn College for at undervise på sommerkurser.  Ikke længe efter hans ankomst, begynder kvinderne at sende sultne blikke efter den mystiske – men også temmelig deprimerede - mand. Det er især kollegaen Rita Richards (Parker Posey) og 12-tals studinen Jill Pollard (Emma Stone), der drages af Abe.

    Abe indleder et forhold til begge kvinder: Et erotisk med Rita og et mentor/elev-forhold til Jill, hvoraf sidstnævnte fører til adskillige gåture og cafébesøg, hvor Kant, Kirkegaard og Sartre ofte er på banen. På en café overhører Jill og Abe tilfældigt en kvinde, som fortæller, at hun står til at miste forældremyndigheden over sine børn på grund af en korrupt dommer. Herfra sker der en drastisk forandring ved Abe. Uden at røbe for meget af handlingen beruses Abe ved tanken om at redde den fremmede kvinde med en simpel forbrydelse. Således genvinder han livsglæden, hvilket også får forholdet til de to kvinder til at blomstre.

Joaquin Phoenix er fremragende som filosoferende professor med lommelærke og topmave. Det er absolut ikke nyt at se ham i rollen som forpint sjæl, men det fungerer rigtig godt for ham. Også Emma Stone gør et godt stykke arbejde i sin rolle som eleven, der bliver tryllebundet af sin kloge professor. Fascinationen i hendes øjne er ikke til at tage fejl af.

Selvom vi befinder os i en lidt anderledes kulisse langt væk fra den gængse Woody Allen-storby med gadecafeer og ældgamle fontæner, fornemmer man som publikum hurtigt instruktørens tilstedeværelse. Den let skjulte neurose i replikkerne, de æstetiske og sommerlige omgivelser ved universitetet og ikke mindst hovedpersonens higen efter en tilbagelænet og kunstnerisk tilværelse i Sydeuropa. Den samme higen som vi oplevede i film som ”Midnight in Paris” fra 2011 og ”Vicky Christina Barcelona” fra 2008.

        Og det er særligt de fængslende dialoger, som gør denne – og hans andre film – det hele værd. 

På trods af udemærket skuespil og en interessant historie, kan filmen desværre ikke holde trit med Allens andre film. Den hælder både til den humoristiske side og den alvorlige, hvilket gør den til en lidt mudret blanding. Men men men…  Derfor er den stadig værd at se, og jeg skal da gerne fortælle, at jeg glædes over, at den snart 80-årige Woody Allen med jævne mellemrum stadig lokker os ind i biografens mørke med sine finurlige fortællinger. 

Comeback

Anders W. Bertelsen leverer en glimrende præstation i rollen som afdanket stand up-komiker i en både humoristisk og dybsindig film om livskriser og komplicerede familieforhold. Filmen er skrevet af islandske Hallgrimur Helgason, som havde stor succes med `101 Reykjavik´, og den er instrueret af Natasha Arthy.

Thomas Vang er komiker, men han toppede for 20 år siden og lever nu af at underholde ved små-provinsielle arrangementer. Derfor vil Thomas gøre alt for at få sin karriere tilbage på sporet. Han må blandt andet tage til takke med at agere opvarmning for sin arrogante, velklædte og mere succesrige kollega, Mads Andersen (Peder Thomas Pedersen).  I skyggen af Mads fortæller Thomas nedslidte jokes om druk og kiksede sexeskapader, mens Mads bader sig i succes på andres bekostning.

      I begyndelsen af filmen skal Thomas og Mads til Jylland for at teste et nyt show, hvor Thomas er med som det tynde øl, da Frederikke (Sarah-Sofie Boussnina) – Thomas’ kloge og rapkæftede teenagedatter, som han mulighed havde glemt alt om – pludselig dukker op sammen med sin storbarmede veninde. I et håb om at komme tættere på sin far trænger pigerne sig på, og inden længe er den aparte kvartet på vej til Jylland i en gammel spand.

Derfra kører det derudaf med motelfest, silikonebryster og intense far/datter-samtaler. Her kunne det godt gå hen og blive lidt plat. Men det gør det ikke. Filmen bliver kun mere interessant - blandt andet fordi vi ved, at Frederikke vil fortælle sin far noget vigtigt. Et snedigt, men også meget velfungerende trick fra Helgasons side. 

Man sidder lidt med en fornemmelse af, at filmen gør tykt grin med stand up-miljøet og de intriger, der foregår backstage. Samtidig får man også en følelse af, at det egentlig må være lidt hårdt, når de gode jokes og fanskaren ikke længere står i kø. Hvordan kommer man så videre?

Jeg hører ikke til de mennesker, der klasker sig på lårene af grin over `Klassefesten´. I mine øjne skulle de have stoppet efter første film. Men det mest pinagtige var at overvære tre stjerneskuespillere blive ofre for så plat og småborgerlig en humor. I modsætning til `Klassefesten´ kommer Anders W. Bertelsens skuespiltalent til sin fulde ret i `Comeback´, og han stråler i rollen som pinlig far og falleret komiker. Han stråler, som han gjorde i film som `Mifunes sidste sang´ og `Italiensk for begyndere´. Derfor er dette på mange måder også Anders W. Bertelsens comeback.