Frederikke Aspöck har
begået en sød, lille film med store temaer. ”Rosita” foregår i en mindre
nordjysk havneby, hvor livet går sin gang omkring fiskeindustrien og de traditionelle
fredagsøl på den lokale bar. Det er en stilfærdig film, som viser, hvordan
kærlighed kan vende op og ned på det liv, der ellers kører, som det skal.
Mikkel Boe Følsgaard spiller Johannes. En ung, frustreret
fisker, hvis liv tager en noget uventet drejning, da hans far, den midaldrende
og ensomme enkemand Ulrik (Jens Albinus), følger den lokale trend og inviterer
en filippinsk kvinde ved navn Rosita ind i hjemmet.
Lige fra
begyndelsen går kommunikationen mellem familiemedlemmerne skidt, men man kan
spørge sig selv, om den nogensinde har været i orden. Snart begynder Johannes
at knytte tætte bånd med sin nye, jævnaldrende stedmor, og så bliver der i den
grad lukket op for nogle hengemte følelser. Johannes er umoden og rastløs, men han
er også pokkers charmerende (faktisk så charmerende, at man næsten overhører
den lettere københavnske dialekt), og Rosita er det friske pust, som end ikke
Vesterhavet har formået at være for ham.
Lige som Mads Matthiesens film ”10 timer til paradis” fra
2012 tematiserer ”Rosita” fornuftsægteskabet mellem økonomisk trængte, asiatiske
kvinder og ældre, mere velhavende europæiske mænd. Men her er der bestemt ikke
tale om udnyttelse. Rosita, som bliver spillet af den filippinske superstjerne
Mercedes Cabral, er smuk, varm og klog. Hun gennemskuer hurtigt både far og
søn, og selvom hun selv slæber rundt på en tung bagage, forstår hun, at hun
skal bruges til at dulme savnet fra Ulriks afdøde kone og Johannes’ mor. Så trods
sprogbarrieren er hun alligevel den, der får de to tavse mænd til at tale
sammen.
Frihedstrangen
er et andet vigtigt tema i filmen. Da Johannes spørger sin kæreste Maja, om
ikke de skal stikke af til en anden by, svarer hun: ”Alle vi kender, bor jo
her”. Behovet for at opleve verden og møde nye mennesker er der simpelthen
ikke. Det er tydeligt, at Rosita er den udefrakommende skikkelse, der vækker
behovet i Johannes.
Alt i alt er ”Rosita” en fin, humoristisk og - ikke mindst -
rørende film, og det sidste skyldes især Rositas hemmelige formål med lange
rejse fra Manilla til Nordjylland. Jeg kunne dog godt bruge en lidt stærkere
skildring af det lokale miljø, for trods de hyppige billeder af Vesterhavet,
fik jeg ikke fornemmelsen af Nordjylland, og jeg er sikker på, at lidt mere
dialekt ville have gjort forskellen.