søndag den 26. april 2015

Rosita

 Frederikke Aspöck har begået en sød, lille film med store temaer. ”Rosita” foregår i en mindre nordjysk havneby, hvor livet går sin gang omkring fiskeindustrien og de traditionelle fredagsøl på den lokale bar. Det er en stilfærdig film, som viser, hvordan kærlighed kan vende op og ned på det liv, der ellers kører, som det skal.



Mikkel Boe Følsgaard spiller Johannes. En ung, frustreret fisker, hvis liv tager en noget uventet drejning, da hans far, den midaldrende og ensomme enkemand Ulrik (Jens Albinus), følger den lokale trend og inviterer en filippinsk kvinde ved navn Rosita ind i hjemmet.
      Lige fra begyndelsen går kommunikationen mellem familiemedlemmerne skidt, men man kan spørge sig selv, om den nogensinde har været i orden. Snart begynder Johannes at knytte tætte bånd med sin nye, jævnaldrende stedmor, og så bliver der i den grad lukket op for nogle hengemte følelser. Johannes er umoden og rastløs, men han er også pokkers charmerende (faktisk så charmerende, at man næsten overhører den lettere københavnske dialekt), og Rosita er det friske pust, som end ikke Vesterhavet har formået at være for ham.  

Lige som Mads Matthiesens film ”10 timer til paradis” fra 2012 tematiserer ”Rosita” fornuftsægteskabet mellem økonomisk trængte, asiatiske kvinder og ældre, mere velhavende europæiske mænd. Men her er der bestemt ikke tale om udnyttelse. Rosita, som bliver spillet af den filippinske superstjerne Mercedes Cabral, er smuk, varm og klog. Hun gennemskuer hurtigt både far og søn, og selvom hun selv slæber rundt på en tung bagage, forstår hun, at hun skal bruges til at dulme savnet fra Ulriks afdøde kone og Johannes’ mor. Så trods sprogbarrieren er hun alligevel den, der får de to tavse mænd til at tale sammen. 
       Frihedstrangen er et andet vigtigt tema i filmen. Da Johannes spørger sin kæreste Maja, om ikke de skal stikke af til en anden by, svarer hun: ”Alle vi kender, bor jo her”. Behovet for at opleve verden og møde nye mennesker er der simpelthen ikke. Det er tydeligt, at Rosita er den udefrakommende skikkelse, der vækker behovet i Johannes.   


Alt i alt er ”Rosita” en fin, humoristisk og - ikke mindst - rørende film, og det sidste skyldes især Rositas hemmelige formål med lange rejse fra Manilla til Nordjylland. Jeg kunne dog godt bruge en lidt stærkere skildring af det lokale miljø, for trods de hyppige billeder af Vesterhavet, fik jeg ikke fornemmelsen af Nordjylland, og jeg er sikker på, at lidt mere dialekt ville have gjort forskellen.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar