Everest

`Everest’ er et billede på menneskets forhold til naturen, og den kredser omkring konflikten mellem at følge sin sunde fornuft eller give sig hen til sine følelser.

      Baltasar Kormákur har instrueret denne stjernespækkede film, som er baseret på en tragisk hændelse i maj 1996, hvor 8 personer omkom på Mount Everest. Historien blev i sin tid dokumenteret af Beck Weathers og journalisten Jon Krakauer. Begge personer tog del i en bjergbestigning anført af Rob Hall og arrangeret af selskabet ”Adventure Consultants”, som blev stiftet af Hall i 1991. En tur til toppen af verden kostede dengang 65.000 dollars, men journalisten fik turen mod positiv omtale i aviserne.

Hall (Jason Clarke) forklarer sine medklatrere, at menneskekroppen dør, når den kommer over syv kilometer. Der er altså ingen tvivl om, at det er en ekstremt farlig tur. Når journalisten spørger ind til hvorfor, disse mennesker er villige til at risikere liv og lemmer for at nå toppen af verden, får han svaret ”fordi det er der”. Men lige så stille viser sandheden sig i de forskellige personligheder. Postbuddet Doug Hansen (John Hawkes), som har to tidligere forsøg bag sig, vil bevise over for sine børn, at selvom man kommer fra usle kår, kan man stadig være skabt til noget stort. Og større bliver det jo faktisk ikke. Så er der Beck Weathers (Josh Brolin), som med sine egne ord er ”100 % Texas”. Han giver udtryk for, at han trods kærligheden til sin familie ikke føler sig i live derhjemme.

Det er til tider en smule svært at engagere sig i de forskellige personer, da man helt simpelt ikke kan skelne dem fra hinanden i virvaret af snestorm og vindjakker. Når karaktererne falder fra deroppe, sker det også fuldstændig udramatisk, hvilket er en smule ærgerligt. Faktisk synes de store følelser at komme fra de karakterer, som ikke befinder sig midt i orkanens øje, nemlig de efterladte. Heriblandt Keira Knightley, der spiller rollen som Jan Arnold – Halls gravide kæreste, som må blive derhjemme og vente ved telefonen.

Mange anmeldere vil sikkert omtale filmen som en ordentlig omgang følelsesporno. Jeg er til en vis grad enig. `Everest´ ligner en film, man har set før, og det faktum, at filmen er baseret på en sand historie, gør den jo ikke mindre forudsigelig.

        Men billederne er saftsuseme flotte og vælger man at se filmen i 3D – som undertegnede gjorde – føles filmen som en flyvetur over én af moder jords smukkeste skabninger, Mount Everest. 

Spionen fra U.N.C.L.E

Guy Ritchie leverer et brag af en actionfilm i dejlige nostalgiske kulisser. ”Spionen fra U.N.C.L.E” virker som en hybrid mellem et Tarantino-actionbrag og en Agent 007-klassiker. Umiddelbart en rigtig god cocktail for enhver filmelsker, men desværre er alt det, der sker ind i mellem bragene, ikke specielt mindeværdigt.

 

Filmen starter i 1960’ernes Østberlin. Den Kolde Krig er på sit højeste, og der hersker mildest talt iskold luft mellem USA og Sovjetunionen.

       CIA-Spionen Napoleon Solo (Henri Cavill) opsøger den bedårende bilmekaniker Gaby (Alicia Vikander). Hun er den hidtil ukendte datter af manden, der har formlen til atombomben, og som af denne årsag er blevet kidnappet af et italiensk ægtepar. KGB er dog også interesserede i formlen, og straks har Napoleon den russiske spion Illya (Armie Hammer)lige i hælene i filmens første hæsblæsende biljagt. CIA og KGB indser dog, at hvis de skal nå det italienske skurkepar i tide skal de gøre noget drastisk.

       USA og Sovjetunionen må derfor for en stund begrave stridsøksen, da Napoleon og Illya viser sig at være det perfekte samarbejdspartnere i den plan, der skal forhindre en kriminel organisation i at bygge deres egen atombombe. Således dannes konstellationen “U.N.C.L.E” – United Network Command for Law and Enforcement, og Gaby følger trop for at finde sin far.

      Dernæst rejser trioen til Rom, hvor de straks begynder at infiltrere det italienske overklassemiljø i forsøget på at finde vej til Gabys far. Illya og Gaby arbejder undercover som ægtepar, mens Napoleon kaster sig over rollen som antikvitetshandler.

På lydsiden har vi uden tvivl at gøre med et første klasses soundtrack. Jeg må indrømme, at jeg ikke har stor erfaring med spionfilm-genren, men med alle de pasticher, filmen indeholder, synes soundtracket at være tro mod genren. Atter en gang må der sammenlignes med Tarantino, da musikken i hans film spiller en uhyre vigtig og integreret rolle. Her er det lige fra 70’er soul-klassikere til ægte spaghettiwestern-toner.  Det samme gør sig gældende i denne film, og jeg er stor beundrer af instruktører, som anerkender vigtigheden i et godt soundtrack.

Grænsen mellem action og komik er hele filmen i gennem en smule svær at finde. Derfor griner vi, når vi skal, men sidder måske med en lidt forvirret mine, når det er alvor. Selvom stilen er lagt, håret er sat og replikkerne er knivskarpe, savner jeg mere indhold, og det håber jeg på at opleve, hvis der skulle komme en ”Spionen fra U.N.C.L.E 2”.