Spionen fra U.N.C.L.E

Guy Ritchie leverer et brag af en actionfilm i dejlige nostalgiske kulisser. ”Spionen fra U.N.C.L.E” virker som en hybrid mellem et Tarantino-actionbrag og en Agent 007-klassiker. Umiddelbart en rigtig god cocktail for enhver filmelsker, men desværre er alt det, der sker ind i mellem bragene, ikke specielt mindeværdigt.

 

Filmen starter i 1960’ernes Østberlin. Den Kolde Krig er på sit højeste, og der hersker mildest talt iskold luft mellem USA og Sovjetunionen.

       CIA-Spionen Napoleon Solo (Henri Cavill) opsøger den bedårende bilmekaniker Gaby (Alicia Vikander). Hun er den hidtil ukendte datter af manden, der har formlen til atombomben, og som af denne årsag er blevet kidnappet af et italiensk ægtepar. KGB er dog også interesserede i formlen, og straks har Napoleon den russiske spion Illya (Armie Hammer)lige i hælene i filmens første hæsblæsende biljagt. CIA og KGB indser dog, at hvis de skal nå det italienske skurkepar i tide skal de gøre noget drastisk.

       USA og Sovjetunionen må derfor for en stund begrave stridsøksen, da Napoleon og Illya viser sig at være det perfekte samarbejdspartnere i den plan, der skal forhindre en kriminel organisation i at bygge deres egen atombombe. Således dannes konstellationen “U.N.C.L.E” – United Network Command for Law and Enforcement, og Gaby følger trop for at finde sin far.

      Dernæst rejser trioen til Rom, hvor de straks begynder at infiltrere det italienske overklassemiljø i forsøget på at finde vej til Gabys far. Illya og Gaby arbejder undercover som ægtepar, mens Napoleon kaster sig over rollen som antikvitetshandler.

På lydsiden har vi uden tvivl at gøre med et første klasses soundtrack. Jeg må indrømme, at jeg ikke har stor erfaring med spionfilm-genren, men med alle de pasticher, filmen indeholder, synes soundtracket at være tro mod genren. Atter en gang må der sammenlignes med Tarantino, da musikken i hans film spiller en uhyre vigtig og integreret rolle. Her er det lige fra 70’er soul-klassikere til ægte spaghettiwestern-toner.  Det samme gør sig gældende i denne film, og jeg er stor beundrer af instruktører, som anerkender vigtigheden i et godt soundtrack.

Grænsen mellem action og komik er hele filmen i gennem en smule svær at finde. Derfor griner vi, når vi skal, men sidder måske med en lidt forvirret mine, når det er alvor. Selvom stilen er lagt, håret er sat og replikkerne er knivskarpe, savner jeg mere indhold, og det håber jeg på at opleve, hvis der skulle komme en ”Spionen fra U.N.C.L.E 2”.