Guy Ritchie leverer et brag af en actionfilm i dejlige
nostalgiske kulisser. ”Spionen fra U.N.C.L.E” virker som en hybrid mellem et
Tarantino-actionbrag og en Agent 007-klassiker. Umiddelbart en rigtig god
cocktail for enhver filmelsker, men desværre er alt det, der sker ind i mellem
bragene, ikke specielt mindeværdigt.
Filmen starter i 1960’ernes Østberlin. Den Kolde Krig er
på sit højeste, og der hersker mildest talt iskold luft mellem USA og
Sovjetunionen.
CIA-Spionen
Napoleon Solo (Henri Cavill) opsøger den bedårende bilmekaniker Gaby (Alicia
Vikander). Hun er den hidtil ukendte datter af manden, der har formlen til
atombomben, og som af denne årsag er blevet kidnappet af et italiensk ægtepar. KGB
er dog også interesserede i formlen, og straks har Napoleon den russiske spion
Illya (Armie Hammer)lige i hælene i filmens første hæsblæsende biljagt. CIA og
KGB indser dog, at hvis de skal nå det italienske skurkepar i tide skal de gøre
noget drastisk.
USA og Sovjetunionen
må derfor for en stund begrave stridsøksen, da Napoleon og Illya viser sig at
være det perfekte samarbejdspartnere i den plan, der skal forhindre en kriminel
organisation i at bygge deres egen atombombe. Således dannes konstellationen
“U.N.C.L.E” – United Network Command for Law and Enforcement, og Gaby følger
trop for at finde sin far.
Dernæst
rejser trioen til Rom, hvor de straks begynder at infiltrere det italienske
overklassemiljø i forsøget på at finde vej til Gabys far. Illya og Gaby
arbejder undercover som ægtepar, mens Napoleon kaster sig over rollen som
antikvitetshandler.
På lydsiden har vi uden tvivl at
gøre med et første klasses soundtrack. Jeg må indrømme, at jeg ikke har stor
erfaring med spionfilm-genren, men med alle de pasticher, filmen indeholder,
synes soundtracket at være tro mod genren. Atter en gang må der sammenlignes
med Tarantino, da musikken i hans film spiller en uhyre vigtig og integreret
rolle. Her er det lige fra 70’er soul-klassikere til ægte spaghettiwestern-toner. Det samme gør sig gældende i denne film, og
jeg er stor beundrer af instruktører, som anerkender vigtigheden i et godt
soundtrack.
Grænsen mellem action og komik er hele filmen i gennem en
smule svær at finde. Derfor griner vi, når vi skal, men sidder måske med en
lidt forvirret mine, når det er alvor. Selvom stilen er lagt, håret er sat og
replikkerne er knivskarpe, savner jeg mere indhold, og det håber jeg på at
opleve, hvis der skulle komme en ”Spionen fra U.N.C.L.E 2”.
Den skal jeg dælme se på baggrund af din beretning... Jeg synes, den lyder skønno!
SvarSlet