Tongariro National Park

Der har været stille på bloggen den sidste halvanden månedstid, og det skyldes bl.a. at jeg har været en tur i New Zealand. Det er 3. (og absolut ikke sidste) gang jeg besøger dette vidunderlige land. Jeg var der første gang i 2006, hvor jeg boede hos en familie i Auckland og senere besøgte Sydøen. Denne gang rejste jeg rundt på Nordøen sammen med en veninde, og for første gang besøgte jeg New Zealands ældste nationalpark, The Tongaririo National Park. Vi havde flere forskellige vandreture i tankerne, men på trods af at sommeren var lige om hjørnet, var vejret ikke for godt i bjergene. Det blev dog alligevel til et par ture, bl.a. med nogle flinke tyskere fra vores hostel. Turen her hedder Lake Surprise, men vi nåede aldrig ned til søen pga. det omskiftelige vejr. Men flot var det!

Vi boede i en lille, hyggelig skisportsby ved navn Ohakune på vandrehjemmet The Station Lodge, hvilket varmt kan anbefales.   

Øst for paradis

….. nej, det er ikke filmen, jeg taler om. Det er i stedet et af mine yndlingssteder i Aarhus og nu, hvor jeg så småt er ved at flytte fra byen, går det op for mig, hvor meget jeg vil savne ”the love seats” og de nostalgiske rammer i byens bedste biograf.

Det er ved at være lang tid siden mit sidste blogindlæg, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke får set nogen film. I løbet af de sidste par uger har særligt to film sat sig fast i min filmfokuserede hjerne. Begge film oplevede jeg i Øst for Paradis.

I september var jeg så heldig at komme til premiere på filmen ”Så meget godt i vente” - en ny, dansk dokumentar om den idealistiske og følsomme landmand Niels Stokholm, der har drevet Thorshøjgaard biodynamisk siden 1973. Det var et skønt arrangement, hvor vi fik en biodynamisk juice og efterfølgende mulighed for at stille instruktøren Phie Ambo spørgsmål om filmen. Vi følger Niels, hans kone Rita og naturligvis alle de andre levende væsener på Thorshøjgaard over en længere periode. Så vidt jeg forstod på Ambo, boede hun nærmest på gården i to år, bl.a. for at få de skiftende årstider med. Og netop de forskellige årstider kommer helt ind under huden på én, da en stor del af filmen består af kunstfilmlignende nærbilleder af gårdens flora og fauna smukt akkkompagneret af et islandsk kor. Denne detaljeorienterede kameraføring medfører på sin vis, at vi oplever naturens ynde og uskyldighed, som Niels gør. Hvert eneste lille insekt har et liv på gården, og det liv skal vi respektere.

Filmen bliver dramatisk, da Økologikontrollen kigger forbi, og den idyl, der prægede første del af filmen, bliver forvandlet til konflikter. Der bliver sat spørgsmålstegn ved Niels’ måde at pleje de særprægede og sjældne røde, danske malkekvæg på. Som alle anmeldelser af filmen fokuserer på, så rejser denne konflikt nogle interessante spørgsmål. Hvem kan bedst vurdere, hvad der er bedst for dyrene? Kan et kontrolsystem forenes med en biodynamisk tankegang? Går dyrevelfærd altid hånd i hånd med økologi?

Kærligheden den 82-årige landmand har til alle dyrene på gården er rørende og vi er da helt klart på hans side i konflikten. Mere vil jeg ikke afsløre. Se den.

I går aftes var jeg afsted igen. Denne gang var det den meget omtalte film Boyhood instrueret af Richard Linklater. Filmen er meget unik, da den er optaget over en periode på 12 år. Som titlen også fortæller, er det i særlig grad drengen Mason (spillet af Ellar Coltrane), der er filmens omdrejningspunkt. Men derfor er det stadig meget interessant at opleve, hvordan de andre karakterer også udvikler sig igennem den næsten tre timer lange film.

Mason er søn af det fraskilte par Olivia og Mason senior og lillebror til Samantha. I løbet af filmen gifter Olivia sig med to mænd, hvilket fører til en omskiftelig hverdag med en del flytning rundt i landet og nye familiemedlemmer at forholde sig til. Det stabile holdepunkt er weekenderne med faderen, som inspirerer Mason til at reflektere over livet. Vi følger Mason helt op til begyndelsen af college-tiden.

Det komiske i filmen er helt sikkert at følge den teknologiske udvikling fra slut 90’er-perioden og op til i dag. Det kunne ikke være mere tydeligt, når nu vi har at gøre med en lille dreng, der er meget interesseret i computerspil. Og hvis man kender sin musik, kan soundtracket også være et pejlemærke for den tid, vi befinder os i.  Hvis man interesserer sig for gadgets, vil man nok more sig meget over visse scener i filmen. Filmen udspiller sig i Texas, hvilket også førte til en del sjove øjeblikke. Fx da Mason fylder 15 og får en bibel og et gevær. Bum!  

Jeg er tosset med denne film og endnu mere tosset med Mason. Fordi vi følger ham over så mange år, føler vi, at det er det eneste rigtige, at vi også skal være der, når han har kærestesorger, dimitterer fra high school og flytter hjemmefra.  Denne film var alle pengene værd.

  

Island 2012

Billederne her stammer fra mit halve år i Island fra januar - juni 2012. Som I kan se, fik jeg det bedste fra årstiderne med. Det var den smukkeste vinter med klart vejr, sol og naturligvis sne op til vindueskarmen. Foråret var meget regnfuldt, og selvom jeg holder meget af regnvejr, var jeg meget taknemmelig for den varme og solrige junimåned. 

Gullfoss

Geysir

Dyrhólaey tæt ved den lille by Vík

Seljalandsfoss

Gletsjeren Sólheimajökull

Snæfellsnes

Mini-festival i Nordens Hus, hvor jeg var i praktik

Harpa

Þingvellir

Storbysæstetik

Med al den feriestemning, der er i luften for tiden fik jeg pludselig lyst til at gense billeder fra min rejse til Rom i 2011 med min gode veninde Johanne. Der var ca. 500 billeder, så jeg har udvalgt de bedste stemningsbilleder til bloggen. Jeg håber, I vil nyde dem.

Pompei

Mig i Villa Borghese haven

St. Peters Kirken

The Social Network

Kære filmelsker,

Jeg har altid syntes, at facebook var et mærkeligt fænomen. Personligt er jeg storforbruger, og selvom jeg flere gange har truet mig selv og mine venner med at nedlægge min profil, så bliver jeg sjovt nok altid hængende. Jeg bilder mig ind, at de praktiske oplysninger såsom begivenheder, fødselsdagsreminder osv., er grund nok til at blive, men i virkeligheden er jeg, sikkert lige som så mange andre, bange for at gå glip af mine bekendtes ”livsbegivenheder”.

Min interesse for facebook gav mig høje forventninger til David Finchers The Social Network, som havde premiere i 2010. Kort fortalt består filmen af en stor mængde hektisk dialog og et fængslende indblik i livet på Harvard, men frem for alt tegner den et interessant, men ikke særlig flatterende portræt af stifteren af facebook, Mark Zuckerberg, spillet med en aggressiv indadvendthed af Jesse Eisenberg. Der er nok pyntet en del med diverse fiktive dekorationer, men i store træk får vi historien om, hvordan facebook blev til. Zuckerberg er rent udsagt en skiderik, der undertrykker kvinder og bedrager sine medstuderende. Den eneste person, der formår at imponere den kommende milliardær er Napster-grundlæggeren Sean Parker, som køligt bliver spillet af Justin Timberlake.

Særligt er jeg begejstret for musikken, der i sin simplicitet afspejler Zuckerbergs ensomhed og skrøbelighed på et sted med et så rigt socialliv. Det, der i særdeleshed fuldender det sociale campusliv, er de lukkede selskaber, som Zuckerberg tydeligvis ønsker at være en del af. De klubber, der definerer Harvards ”overklasse”. Man kan derfor mistænke facebook for at være Zuckerbergs – og de andre utilpassede nørders - hævn mod de mere privilegerede elever som fx Winklevoss-tvillingerne, der er rige, er en del af sportsholdet og har let ved at håndtere det modsatte køn.

Jeg har set The Social Network en del gange efterhånden og bliver ved med at finde den interessant. Siden størstedelen af filmen er ren dialog, kan man med rette se den igen og igen, for det er efter min mening umuligt at få det hele med ved første øje(øre)kast.

Jeg synes, det kunne være rigtig interessant at se en fortsættelse til denne film. Hvad har facebook gjort ved samfundet? Hvordan påvirker det os mennesker, at det, der forhen var vores mest intime sociale vaner, er blevet noget, der er til skue for de nærmeste 400 venner? 

Pirater, pirater, pirater..

Jeg har vist før været inde på min kærlighed til de drabelige, storslåede og ikke mindst medrivende eventyr. Denne gang er det Skatteøen, jeg har kastet min skrivelyst på. Jeg elsker den historie! Jeg elsker den som film, som serie og især som musical. Det er tydeligvis en af de mest dramatiserede bøger nogensinde. Derfor vil jeg også gerne slå et slag for den – så vidt jeg ved ­– nyeste version af R. L. Stevensons eventyr instrueret af Steve Barron. Som noget nyt er det faktisk en miniserie eller en tv-film i bare to dele, og den havde premiere på engelsk tv i 2012.

Jeg har nu også altid været temmelig betaget af Fraser Clarke Hestons version fra 1990 med en meget ung Christian Bale i hovedrollen som den hårdtprøvede, men modige Jim Hawkins. Charlton Heston gør da også et fantastisk job som den underkuede og dog magtfulde etbenede kokkeskurk Long John Silver. Trods en meget barsk historie, har filmen en hel del humoristiske undertoner, der tydeligst viser sig i de smådumme pirater og i overklassen om bord på skibet Hispaniola. På mange måder en stereotyp piratfilm akkompagneret af den dejligste folkemusik.

         2012-versionen er på sin vis mere barsk end forgængerne. Her er piraterne ubarmhjertige rockstars med hanekarm, sort eyeliner og masse af grumme gerninger på samvittigheden. Det er ganske forståeligt, at Jim, ligesom vi, bliver draget af denne verden.

I starten undrede jeg mig over alle de faretruende billeder af naturen omkring selve øen, indtil det gik op for mig, at den barske natur symboliserer alle de farer, der ligger og lurer jo tættere på skatten, vi kommer. Bette Jim er bestemt ikke kommet i godt selskab, og så snart de forlader Englands kyst er ingen til at stole på. Selv godsejer Trelawney viser en meget mørk side af sig selv, da han – ligesom resten af mandskabet – bliver grådig efter guld.  Men det er vel også netop det, der gør filmen interessant. At vi/Jim hele tiden er i tvivl om, hvem der kan stoles på. Tanken om større rigdom gør alle – rig som fattig – en anelse sindssyg. Udover doktoren drager Silver jo faktisk stor omsorg for drengen og gør hvad han kan, for at redde ham fra de barbariske sørøvere.  Selvom jeg efterhånden kender historien ud og ind, blev jeg alligevel overrasket over karakterernes handlinger, og lige præcis DET elsker jeg ved film. Jeg synes, at denne piratfilmsgenre er ved at være en smule brugt, så derfor er det rart, når historierne stadig kan tage nogle uventede drejninger.

Serien kan helt klart anbefales, hvis man skulle trænge til lidt koldblodig kvalitetstid med tv’et her i sommervarmen.  

Samaria-kløften

Jeg er netop vendt hjem fra en dejlig ferie på Grækenlands største ø, Kreta. Det er 3. gang jeg besøger øen, men første gang jeg har oplevet Samaria-kløften, der ligger i De hvide bjerge på Vestkreta. Denne 16 km. lange kløft starter ved Omalosplateauet i 1250 meters højde og slutter ved Agia Roumeli. Vi startede turen ned af bjerget kl. 8, hvilket er et godt tidspunkt, da det hurtigt bliver en varm fornøjelse at vandre i bunden af kløften, hvor der ikke er megen skygge. Der er ingen veje fra Agia Roulmeli, så derfra sejlede vi til landsbyen Sougia, hvor vores bus ventede og tog os gennem bjergene tilbage til Chania. Dette var helt klart den bedste dag på ferie og turen kan i høj grad anbefales. 

Min morgenfriske veninde, Sieke

Rundt omkring i kløften står der heste og æsler klar til hjælp, hvis nogen skulle komme til skade under vandreturen.

Den forladte by, Samaria

Gennem kløften løber en kilde med rent vand og der var vandposter mindst hver anden kilometer. 

Ved check-point - et velfortjent glas friskpresset appelsinjuice

Sejlturen til Sougia