Pirater, pirater, pirater..

Jeg har vist før været inde på min kærlighed til de drabelige, storslåede og ikke mindst medrivende eventyr. Denne gang er det Skatteøen, jeg har kastet min skrivelyst på. Jeg elsker den historie! Jeg elsker den som film, som serie og især som musical. Det er tydeligvis en af de mest dramatiserede bøger nogensinde. Derfor vil jeg også gerne slå et slag for den – så vidt jeg ved ­– nyeste version af R. L. Stevensons eventyr instrueret af Steve Barron. Som noget nyt er det faktisk en miniserie eller en tv-film i bare to dele, og den havde premiere på engelsk tv i 2012.

Jeg har nu også altid været temmelig betaget af Fraser Clarke Hestons version fra 1990 med en meget ung Christian Bale i hovedrollen som den hårdtprøvede, men modige Jim Hawkins. Charlton Heston gør da også et fantastisk job som den underkuede og dog magtfulde etbenede kokkeskurk Long John Silver. Trods en meget barsk historie, har filmen en hel del humoristiske undertoner, der tydeligst viser sig i de smådumme pirater og i overklassen om bord på skibet Hispaniola. På mange måder en stereotyp piratfilm akkompagneret af den dejligste folkemusik.

         2012-versionen er på sin vis mere barsk end forgængerne. Her er piraterne ubarmhjertige rockstars med hanekarm, sort eyeliner og masse af grumme gerninger på samvittigheden. Det er ganske forståeligt, at Jim, ligesom vi, bliver draget af denne verden.

I starten undrede jeg mig over alle de faretruende billeder af naturen omkring selve øen, indtil det gik op for mig, at den barske natur symboliserer alle de farer, der ligger og lurer jo tættere på skatten, vi kommer. Bette Jim er bestemt ikke kommet i godt selskab, og så snart de forlader Englands kyst er ingen til at stole på. Selv godsejer Trelawney viser en meget mørk side af sig selv, da han – ligesom resten af mandskabet – bliver grådig efter guld.  Men det er vel også netop det, der gør filmen interessant. At vi/Jim hele tiden er i tvivl om, hvem der kan stoles på. Tanken om større rigdom gør alle – rig som fattig – en anelse sindssyg. Udover doktoren drager Silver jo faktisk stor omsorg for drengen og gør hvad han kan, for at redde ham fra de barbariske sørøvere.  Selvom jeg efterhånden kender historien ud og ind, blev jeg alligevel overrasket over karakterernes handlinger, og lige præcis DET elsker jeg ved film. Jeg synes, at denne piratfilmsgenre er ved at være en smule brugt, så derfor er det rart, når historierne stadig kan tage nogle uventede drejninger.

Serien kan helt klart anbefales, hvis man skulle trænge til lidt koldblodig kvalitetstid med tv’et her i sommervarmen.