Guldkysten

Jeg kan med glæde sige, at det er en film, jeg aldrig har set før. I hvert fald ikke med danske stemmer.

Man skulle tro at slaveriet som tema, var veldokumenteret i filmindustrien, men der er faktisk overraskende få film, som tager dette tema op på en troværdig måde. Af natur vækker disse film stor væmmelse, fordi de konfronterer os med en barsk og uforglemmelig del af verdenshistorien. Jeg tror dog ikke, at ”Guldkysten” vil efterlade sit publikum opløst af tårer. Det skyldes dels, at filmen ikke tager udgangspunkt i slavernes historie. Og dels nogle syrede, distancerede montager, der optager en stor del af filmens 114 minutter.

Daniel Denciks historiske drama rammer os som en feber, der vender op og ned på dag og nat og på virkelighed og drøm. I 1836 rejser den unge, danske botaniker Wulf Frederik Wulf (norske Jacob Oftebro) fra sin smukke forlovede Elenora (Luise Skov) for at anlægge en plantage i Dansk Guinea (det nuværende Ghana) ved Afrikas vestkyst, Guldkysten.  Et historisk sted, hvor tusindvis af afrikanere blev enten myrdet eller solgt til slavehandel.

       Beplantningen er hårdt arbejde, men den unge idealist lægger alle kræfter i og knytter samtidig tætte bånd med lokalbefolkningen og de udstationerede missionærer. Heriblandt missionærfruen Caroline (Danica Curcic).

       Anders Heinrichsen (som nogle måske også genkender som lidt af et dumt svin i 1864)og Adam Ild Rohweder spiller de to kolonialistiske og voldsliderlige herremænd, som – trods slaveriets ophør – stadig behandler de lokale som undersåttere, man gerne må hyggetæske lidt i en brandert.

       En nat gør Wulf en frygtelig opdagelse: Slavehandlen eksisterer stadig, og de skyldige er tættere på, end man skulle tro.

”Guldkysten” er interessant af flere årsager. Først og fremmest blev jeg meget betaget af musikken. Det ene øjeblik udgør soundtracket et ustemt klaver, hvilket mærkeligt nok virker naturligt, for sådan vil et gammelt klaver, placeret midt i den fugtige jungle, vel egentlig lyde. Senere overtager en synthesizer, som fører os væk fra junglen og helt op over skyerne samtidig med den visualiserer Wulfs komplekse tanker.  Musikken er skabt af den internationale filmkomponist Angelo Badalamenti, som også står bag Twin Peaks-soundtracket.

       Derudover balancerer filmen også på flere genrer.  I sin grundlæggende fortælle-stil lægger filmen sig tæt op af det klassiske melodrama, men Dencik formår også at udfordre sit publikum. Indimellem optræder Elenora som en uskyldig, kridhvid porcelænsdukke, der står i skærende kontrast til den ondskab, der regerer i Guinea og på fortet Christiansborg. Og sammen med nærbillederne af blomster, eksotiske dyr og med fugleperspektiver af de mættende naturlandskaber, får ”Guldkysten” en grad af kunstfilm.

Daniel Dencik har kastet sig ud i lidt af et vovestykke, og det skal han have ros for.

Testament of Youth

Testament of Youth er den sandfærdige og tragiske beretning om forfatter og feminist, Vera Brittains oplevelser fra Første Verdenskrig og hendes forestående rejse henimod pacifismen.

Jeg bliver noget skeptisk, da mørket stille sænker sig i biografsalen, og jeg til min overraskelse opdager, at jeg befinder mig mutters alene. Men - som det også vil vise sig - er jeg ærgerlig på vegne af de mennesker, der ikke gjorde mig selskab i Kosmorama denne søndag aften.

Året er 1914, og vi befinder os i engelske, Jane Austen-lignende omgivelser, hvor den unge, overklassekvinde Vera Brittain (stærkt spillet af svenske Alicia Vikander) kæmper mod samfundsnormer, stereotype kønsrollemønstre og sine konservative forældre. Med et ønske om at komme nærmere den store verden, søger hun ind på engelsk litteratur på det prestigefyldte Oxford University.

        Vera har en drøm om at blive forfatter, og det er hun ikke ene om. Hendes bror, Edwards charmerende og karismatiske ven, Roland Leighton (spillet af Kit Harington, som er kendt for sin rolle som Jon Snow i HBO-serien Game of Thrones), deler den samme lidenskab for digte, og gennem brevudveksling og korte, romantiske møder, forelsker de sig. Det ser ud til, at Vera, Edward og Roland skal studere nær hinanden i Oxford, og fremtiden synes lys for filmens unge hovedperson. Desværre får lykken en brat ende, da England erklærer Tyskland krig, og både Roland og Edward sendes til fronten.

        Som den handlekraftige kvinde Vera nu er, forlader hun studierne og melder sig som frivillig sygeplejerske, hvor hun kan tage sig af unge, sårede mænd fra begge sider af grænsen. Denne tilværelse giver hende en ny mening med livet og fordriver samtidig tiden mellem læsning af dødsannoncerne.

Men det er altså ikke kærlighedshistorien mellem Vera og Roland, der er filmen omdrejningspunkt, hvilket man ellers kunne fristes til at tro. Dette er krigen set gennem en ung, kvindes øjne. Vera må kæmpe mod trøstende løgne, tomme ord og myten om smertefri og nobel død og om krigshelte og patrioter. Krig er lig med død. Aller tydeligst bliver det, da hun indser, at hun kæmper hårdt for at redde de mennesker, hendes bror forsøger at dræbe.

Hvad enten filmen indfanger det eller ej, så er der ingen tvivl om, at det er en stærk og betydningsfuld historie, der ligger bag Testament of Youth. Jeg sidder stadig med en lille klump i halsen over denne kraftige, feministiske kvindestemme, der satte sit præg på et såret land i tiden efter Første Verdenskrig.