Guldkysten

Jeg kan med glæde sige, at det er en film, jeg aldrig har set før. I hvert fald ikke med danske stemmer.

Man skulle tro at slaveriet som tema, var veldokumenteret i filmindustrien, men der er faktisk overraskende få film, som tager dette tema op på en troværdig måde. Af natur vækker disse film stor væmmelse, fordi de konfronterer os med en barsk og uforglemmelig del af verdenshistorien. Jeg tror dog ikke, at ”Guldkysten” vil efterlade sit publikum opløst af tårer. Det skyldes dels, at filmen ikke tager udgangspunkt i slavernes historie. Og dels nogle syrede, distancerede montager, der optager en stor del af filmens 114 minutter.

Daniel Denciks historiske drama rammer os som en feber, der vender op og ned på dag og nat og på virkelighed og drøm. I 1836 rejser den unge, danske botaniker Wulf Frederik Wulf (norske Jacob Oftebro) fra sin smukke forlovede Elenora (Luise Skov) for at anlægge en plantage i Dansk Guinea (det nuværende Ghana) ved Afrikas vestkyst, Guldkysten.  Et historisk sted, hvor tusindvis af afrikanere blev enten myrdet eller solgt til slavehandel.

       Beplantningen er hårdt arbejde, men den unge idealist lægger alle kræfter i og knytter samtidig tætte bånd med lokalbefolkningen og de udstationerede missionærer. Heriblandt missionærfruen Caroline (Danica Curcic).

       Anders Heinrichsen (som nogle måske også genkender som lidt af et dumt svin i 1864)og Adam Ild Rohweder spiller de to kolonialistiske og voldsliderlige herremænd, som – trods slaveriets ophør – stadig behandler de lokale som undersåttere, man gerne må hyggetæske lidt i en brandert.

       En nat gør Wulf en frygtelig opdagelse: Slavehandlen eksisterer stadig, og de skyldige er tættere på, end man skulle tro.

”Guldkysten” er interessant af flere årsager. Først og fremmest blev jeg meget betaget af musikken. Det ene øjeblik udgør soundtracket et ustemt klaver, hvilket mærkeligt nok virker naturligt, for sådan vil et gammelt klaver, placeret midt i den fugtige jungle, vel egentlig lyde. Senere overtager en synthesizer, som fører os væk fra junglen og helt op over skyerne samtidig med den visualiserer Wulfs komplekse tanker.  Musikken er skabt af den internationale filmkomponist Angelo Badalamenti, som også står bag Twin Peaks-soundtracket.

       Derudover balancerer filmen også på flere genrer.  I sin grundlæggende fortælle-stil lægger filmen sig tæt op af det klassiske melodrama, men Dencik formår også at udfordre sit publikum. Indimellem optræder Elenora som en uskyldig, kridhvid porcelænsdukke, der står i skærende kontrast til den ondskab, der regerer i Guinea og på fortet Christiansborg. Og sammen med nærbillederne af blomster, eksotiske dyr og med fugleperspektiver af de mættende naturlandskaber, får ”Guldkysten” en grad af kunstfilm.

Daniel Dencik har kastet sig ud i lidt af et vovestykke, og det skal han have ros for.