Irrational man

Joaquin Phoenix spiller Abe Lucas. En filosofiprofessor, pessimist og romantiker, som er blevet ansat på det fiktive Brailyn College for at undervise på sommerkurser.  Ikke længe efter hans ankomst, begynder kvinderne at sende sultne blikke efter den mystiske – men også temmelig deprimerede - mand. Det er især kollegaen Rita Richards (Parker Posey) og 12-tals studinen Jill Pollard (Emma Stone), der drages af Abe.

    Abe indleder et forhold til begge kvinder: Et erotisk med Rita og et mentor/elev-forhold til Jill, hvoraf sidstnævnte fører til adskillige gåture og cafébesøg, hvor Kant, Kirkegaard og Sartre ofte er på banen. På en café overhører Jill og Abe tilfældigt en kvinde, som fortæller, at hun står til at miste forældremyndigheden over sine børn på grund af en korrupt dommer. Herfra sker der en drastisk forandring ved Abe. Uden at røbe for meget af handlingen beruses Abe ved tanken om at redde den fremmede kvinde med en simpel forbrydelse. Således genvinder han livsglæden, hvilket også får forholdet til de to kvinder til at blomstre.

Joaquin Phoenix er fremragende som filosoferende professor med lommelærke og topmave. Det er absolut ikke nyt at se ham i rollen som forpint sjæl, men det fungerer rigtig godt for ham. Også Emma Stone gør et godt stykke arbejde i sin rolle som eleven, der bliver tryllebundet af sin kloge professor. Fascinationen i hendes øjne er ikke til at tage fejl af.

Selvom vi befinder os i en lidt anderledes kulisse langt væk fra den gængse Woody Allen-storby med gadecafeer og ældgamle fontæner, fornemmer man som publikum hurtigt instruktørens tilstedeværelse. Den let skjulte neurose i replikkerne, de æstetiske og sommerlige omgivelser ved universitetet og ikke mindst hovedpersonens higen efter en tilbagelænet og kunstnerisk tilværelse i Sydeuropa. Den samme higen som vi oplevede i film som ”Midnight in Paris” fra 2011 og ”Vicky Christina Barcelona” fra 2008.

        Og det er særligt de fængslende dialoger, som gør denne – og hans andre film – det hele værd. 

På trods af udemærket skuespil og en interessant historie, kan filmen desværre ikke holde trit med Allens andre film. Den hælder både til den humoristiske side og den alvorlige, hvilket gør den til en lidt mudret blanding. Men men men…  Derfor er den stadig værd at se, og jeg skal da gerne fortælle, at jeg glædes over, at den snart 80-årige Woody Allen med jævne mellemrum stadig lokker os ind i biografens mørke med sine finurlige fortællinger.