La délicatesse

Jeg elsker franske film! Og især dem med den vidunderlige Audrey Tautou. David og Stéphane Foenkinos La délicatesse overraskede mig en del, da jeg så den I Aarhus’ Øst for paradis for lige knap to år siden. Før jeg gik ind i biografen, vidste jeg godt, at der ville ske noget meget tragisk i starten af filmen, men der er alligevel en del komiske elementer.  Det skyldes naturligvis i høj grad skuespilleren og komikeren Francois Damiens.

         Nathalie (Audrey Tautou) er en ung, smuk forretningskvinde, der pludselig mister sin kæreste i en trafikulykke. Tragedien medfører, at hun isolerer sig fra omverdenen og begraver sig i arbejde. En dag bliver hendes livsglæde vækket til live igen af en meget uventet kilde, nemlig den halvskaldede, kontormus (og svensker) Markus. Fuldstændig som i Skønheden og Udyret går deres forhold fra at være en smule akavet til at blive en smuk kærlighedshistorie, og ligesom i eventyret er der også her adskillige personer, som forsøger at beskytte Nathalie mod det ellers så uskyldige udyr.    

Det virker uundgåeligt at sammenligne La délicatesse med Jean-Pierre Jeunets succesfilm Amélie fra 2001. Man skulle næsten tro, at her var tale om den samme instruktør. Der er i den grad kræset for billedkompositionerne og for de små detaljer, og der er næsten den samme æstetik og ynde forbundet med Tautous karakter.

          Mens billederne forkæler vores øjne, forkæler musikken vores ører. Igen bliver jeg nødt til at nævne Amélie. Jeg har altid ment, at Yann Tiersen formår med musikken at drage lytteren ind i et tidsløst og smukt eventyr. De folkelige toner sender os på en musikalsk rejse gennem gaderne i Paris, idet soundtracket er meget tro mod de franske rødder og medfører et meget varmt og måske endda disneyficeret billede af landet. Det er meget tydeligt, at musikken følger Amélies skiftende sindstilstande lige fra de muntre harmonikavalse til de mere melankolske klaverværker. Man får helt lyst til at råbe den klassiske jeg-er-en-dum-turist-replik ”DER kunne jeg godt bo”. Jeg er helt klart selv en af dem, der, når jeg lytter til soundtracket til Amélie, så er jeg sikker på, at jeg er skabt til at bo midt i Paris, sidde på café og drikke rødvin hver eneste dag.

           I La délicatesse bliver vi helt sikkert i det traditionelle, selvom musikken er meget mere nutidig. Denne gang er det komponisten Franky Knight, der sætter toner på Nathalie sindstilstand. Og det gør han godt!

Kano på Immeln

Flere kanobilleder! Disse er fra en dejlig ferie i Skåne i 2012. Det meste af tiden befandt vi os i en kano på søen Immeln, hvilket er et rigtig smukt sted. Med egen bil er nemt at komme dertil fra Danmark, og personalet ved startstedet var meget søde og hjælpsomme. Der ligger små øer med sheltere på søen, så vi sov i dem, når der var plads og havde ellers telt med. 

Mad smager bare bedst i det fri

Et hyggeligt B&B, hvor vi boede det sidste døgn i Sverige

Kanosafari på Zambezi

I august 2010 var min veninde Elin og jeg på en både farefuld og fantastisk ferie i Zambia. Der var to højdepunkter: en 3-dages kanotur på Zambezi-floden, som ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe og en tur til det smukke Victoria Falls. Det skal lige nævnes, at det er Elin, der er fotografen på størstedelen af billederne. 

Vi overnattede på små øer midt på floden. Vores guide sagde, at han vågnede om natten og så flodheste gå rundt om teltene. Men, som han sagde, så er det heldigvis sjældent de går til angreb på teltene (!)  

Da mørket faldt på, var der ikke meget andet at lave end at se på stjerner. 

Den smukkeste solopgang jeg nogensinde har set

Elin og jeg var ret bange for flodhestene. Flere gange gik vi i panik ude på vandet, fordi de pludselig stak hovedet op. Så var det om at komme af vejen.  

Elefanterne og jeg

Vores seje guide Cuthbert

Turen tilbage til Lusaka

Et par dage senere besøgte vi Victoria Falls. 

Ondskab

I weekenden har jeg genset den fantastiske film Ondskab baseret på Jan Guillous ungdomsroman fra 1981.  Udover Arn-serien er jeg ikke særlig bekendt med forfatteren, og det kom derfor også som lidt af en overraskelse, at filmen/bogen faktisk er selvbiografisk. 

      Ondskab foregår i 1959, og filmens omdrejningspunkt den 16-årig Erik Ponti, som er en vaskeægte badboy, der kommer i slagsmål i frikvartererne og har en respektløs attitude overfor autoriteterne. Derhjemme er han totalt underkuet af en sadistisk stedfar, som dagligt straffer ham med bælteslag. Moderen virker for bange til at gribe ind. Da han bliver smidt ud af skolen er hans sidste chance for at komme i gymnasiet kostskolen, Stjärnsberg. Her stifter han bekendtskab med skolens system, kammeratopdragelse, hvor 4-års-eleverne, under ledelse af rigmandssønnen Otto Silverhielm, har nogenlunde frie hænder til korporlig afstraffelse af de unge elever. Lærerne synes både magtesløse og ligeglade i forhold til de ældre elevers hårde og uretfærdige behandling af de nye elever. For at komme helskinnet igennem opholdet er det ifølge Eriks nye ven og værelseskammerat, Pierre Tanguy vigtigt ikke at skille sig ud. Erik gør netop det modsatte, da han nægter at indordne sig under det strenge hierarki, hvilket får seriøse konsekvenser.

      Erik optræder på mange måder som filmens helt, der dukker op midt i urolighederne, udfordrer autoriteterne og tager en kamp på vegne af samtlige udsatte elever på skolen.

Men hvad er lige præcis ondskab? Der sker hele tiden tragedier verden over, som får os mennesker til at redefinere ordet. Nogen mener, at vi alle har ondskab i os, og at vi alle har muligheden for at gøre ondt. Personligt mener jeg, at der findes forskellige grader af dette begreb, og at man altid bør forholde sig kritisk til hvad, der får mennesker til at handle ondskabsfuldt. Under filmens start bliver Erik af sin tidligere rektor beskrevet med ordet ondskab, og det vi ser i den allerførste scene tyder da også på det. Men da Erik kommer hjem opdager vi, at han blot er offer for stedfarens ondskab. Det, der sker i skolen, er altså et resultat af stedfarens overgreb. Vi lærer faktisk hurtigt, at Erik er en kærlig dreng, som kæmper en kamp, både for sig selv og andre, mod autoriteternes uretfærdighed. Med hensyn til vold er historien på mange måder meget dobbeltmoralsk. Der er ingen tvivl om, at budskabet er, at vold er noget negativt og uacceptabelt, men vold og især trusler om vold er på samme tid også med til at løse Eriks problemer. Jeg vil dog alligevel vælge at konkludere, at budskabet er, at alle kan bryde ud af den sociale arvs onde cirkel, og filmen beskriver nok netop Eriks endelige opgør med et liv præget af vold og psykiske overgreb.

      Hvis man endnu ikke har set Ondskab, kan den helt sikkert anbefales.    

Helium

I går aftes viste TV2 den danske oscarvinder, kortfilmen Helium, som er instrueret af Anders Walter og skrevet i samarbejde med Kim Magnusson. Filmen håndterer livet efter døden set gennem øjnene af en dødssyg dreng og en pedel, der ønsker at give drengen et sidste håb. Pedellen fortæller drengen historier om en fantasiverden ved navn Helium, hvor alt er lyst og farverigt, og hvor ingen forstyrrer.  

Filmen er interessant, fordi den balancerer mellem to verdener. De visuelle effekter, der udgør Helium, er overvældende sammenlignet med det kliniske og hvide miljø, der omgiver drengen. At dette fantasiland bliver så levende foran os gør, at vi ikke ligger hele vores energi og følelsesregister i den tragiske historie om den døende dreng.  Hvis drengens familie havde været mere tilstedeværende filmen igennem (vi ser dem kun i få sekunder), havde vores sympati uden tvivl også været hos dem, og dermed havde filmen haft et helt andet tema.

       Der er vist ingen tvivl om, at filmen minder meget om Brødrene Løvehjerte, hvor to brødre dør og ender i fantasilandet, Nangijala.  En historie, som de fleste skandinaver nok er bekendt med, og som eftersigende også har inspireret Walter til sin film. Det er også en historie fyldt med håb og fantasi, og bliver på den måde en god metode til at forklare børn om det mærkelige koncept, døden. Vi har alle behov for at vide, at der sker noget, når ens jordiske liv slutter, så derfor kan man lige så godt tage alt det bedste fra de fantasiverdener, man kender og skabe sit helt eget slaraffenland.

      Jeg vil vove at påstå, at fantasiverdenen Helium vil fascinere voksne såvel som børn.

Helium er en meget hjertevarm og smuk historie, og Anders Walter har i den grad fortjent sin oscar.