Helium

I går aftes viste TV2 den danske oscarvinder, kortfilmen Helium, som er instrueret af Anders Walter og skrevet i samarbejde med Kim Magnusson. Filmen håndterer livet efter døden set gennem øjnene af en dødssyg dreng og en pedel, der ønsker at give drengen et sidste håb. Pedellen fortæller drengen historier om en fantasiverden ved navn Helium, hvor alt er lyst og farverigt, og hvor ingen forstyrrer.  

Filmen er interessant, fordi den balancerer mellem to verdener. De visuelle effekter, der udgør Helium, er overvældende sammenlignet med det kliniske og hvide miljø, der omgiver drengen. At dette fantasiland bliver så levende foran os gør, at vi ikke ligger hele vores energi og følelsesregister i den tragiske historie om den døende dreng.  Hvis drengens familie havde været mere tilstedeværende filmen igennem (vi ser dem kun i få sekunder), havde vores sympati uden tvivl også været hos dem, og dermed havde filmen haft et helt andet tema.

       Der er vist ingen tvivl om, at filmen minder meget om Brødrene Løvehjerte, hvor to brødre dør og ender i fantasilandet, Nangijala.  En historie, som de fleste skandinaver nok er bekendt med, og som eftersigende også har inspireret Walter til sin film. Det er også en historie fyldt med håb og fantasi, og bliver på den måde en god metode til at forklare børn om det mærkelige koncept, døden. Vi har alle behov for at vide, at der sker noget, når ens jordiske liv slutter, så derfor kan man lige så godt tage alt det bedste fra de fantasiverdener, man kender og skabe sit helt eget slaraffenland.

      Jeg vil vove at påstå, at fantasiverdenen Helium vil fascinere voksne såvel som børn.

Helium er en meget hjertevarm og smuk historie, og Anders Walter har i den grad fortjent sin oscar.