tirsdag den 25. marts 2014

La délicatesse




Jeg elsker franske film! Og især dem med den vidunderlige Audrey Tautou. David og Stéphane Foenkinos La délicatesse overraskede mig en del, da jeg så den I Aarhus’ Øst for paradis for lige knap to år siden. Før jeg gik ind i biografen, vidste jeg godt, at der ville ske noget meget tragisk i starten af filmen, men der er alligevel en del komiske elementer.  Det skyldes naturligvis i høj grad skuespilleren og komikeren Francois Damiens.
         Nathalie (Audrey Tautou) er en ung, smuk forretningskvinde, der pludselig mister sin kæreste i en trafikulykke. Tragedien medfører, at hun isolerer sig fra omverdenen og begraver sig i arbejde. En dag bliver hendes livsglæde vækket til live igen af en meget uventet kilde, nemlig den halvskaldede, kontormus (og svensker) Markus. Fuldstændig som i Skønheden og Udyret går deres forhold fra at være en smule akavet til at blive en smuk kærlighedshistorie, og ligesom i eventyret er der også her adskillige personer, som forsøger at beskytte Nathalie mod det ellers så uskyldige udyr.    

Det virker uundgåeligt at sammenligne La délicatesse med Jean-Pierre Jeunets succesfilm Amélie fra 2001. Man skulle næsten tro, at her var tale om den samme instruktør. Der er i den grad kræset for billedkompositionerne og for de små detaljer, og der er næsten den samme æstetik og ynde forbundet med Tautous karakter.
          Mens billederne forkæler vores øjne, forkæler musikken vores ører. Igen bliver jeg nødt til at nævne Amélie. Jeg har altid ment, at Yann Tiersen formår med musikken at drage lytteren ind i et tidsløst og smukt eventyr. De folkelige toner sender os på en musikalsk rejse gennem gaderne i Paris, idet soundtracket er meget tro mod de franske rødder og medfører et meget varmt og måske endda disneyficeret billede af landet. Det er meget tydeligt, at musikken følger Amélies skiftende sindstilstande lige fra de muntre harmonikavalse til de mere melankolske klaverværker. Man får helt lyst til at råbe den klassiske jeg-er-en-dum-turist-replik ”DER kunne jeg godt bo”. Jeg er helt klart selv en af dem, der, når jeg lytter til soundtracket til Amélie, så er jeg sikker på, at jeg er skabt til at bo midt i Paris, sidde på café og drikke rødvin hver eneste dag.
           I La délicatesse bliver vi helt sikkert i det traditionelle, selvom musikken er meget mere nutidig. Denne gang er det komponisten Franky Knight, der sætter toner på Nathalie sindstilstand. Og det gør han godt!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar