Ondskab

I weekenden har jeg genset den fantastiske film Ondskab baseret på Jan Guillous ungdomsroman fra 1981.  Udover Arn-serien er jeg ikke særlig bekendt med forfatteren, og det kom derfor også som lidt af en overraskelse, at filmen/bogen faktisk er selvbiografisk. 

      Ondskab foregår i 1959, og filmens omdrejningspunkt den 16-årig Erik Ponti, som er en vaskeægte badboy, der kommer i slagsmål i frikvartererne og har en respektløs attitude overfor autoriteterne. Derhjemme er han totalt underkuet af en sadistisk stedfar, som dagligt straffer ham med bælteslag. Moderen virker for bange til at gribe ind. Da han bliver smidt ud af skolen er hans sidste chance for at komme i gymnasiet kostskolen, Stjärnsberg. Her stifter han bekendtskab med skolens system, kammeratopdragelse, hvor 4-års-eleverne, under ledelse af rigmandssønnen Otto Silverhielm, har nogenlunde frie hænder til korporlig afstraffelse af de unge elever. Lærerne synes både magtesløse og ligeglade i forhold til de ældre elevers hårde og uretfærdige behandling af de nye elever. For at komme helskinnet igennem opholdet er det ifølge Eriks nye ven og værelseskammerat, Pierre Tanguy vigtigt ikke at skille sig ud. Erik gør netop det modsatte, da han nægter at indordne sig under det strenge hierarki, hvilket får seriøse konsekvenser.

      Erik optræder på mange måder som filmens helt, der dukker op midt i urolighederne, udfordrer autoriteterne og tager en kamp på vegne af samtlige udsatte elever på skolen.

Men hvad er lige præcis ondskab? Der sker hele tiden tragedier verden over, som får os mennesker til at redefinere ordet. Nogen mener, at vi alle har ondskab i os, og at vi alle har muligheden for at gøre ondt. Personligt mener jeg, at der findes forskellige grader af dette begreb, og at man altid bør forholde sig kritisk til hvad, der får mennesker til at handle ondskabsfuldt. Under filmens start bliver Erik af sin tidligere rektor beskrevet med ordet ondskab, og det vi ser i den allerførste scene tyder da også på det. Men da Erik kommer hjem opdager vi, at han blot er offer for stedfarens ondskab. Det, der sker i skolen, er altså et resultat af stedfarens overgreb. Vi lærer faktisk hurtigt, at Erik er en kærlig dreng, som kæmper en kamp, både for sig selv og andre, mod autoriteternes uretfærdighed. Med hensyn til vold er historien på mange måder meget dobbeltmoralsk. Der er ingen tvivl om, at budskabet er, at vold er noget negativt og uacceptabelt, men vold og især trusler om vold er på samme tid også med til at løse Eriks problemer. Jeg vil dog alligevel vælge at konkludere, at budskabet er, at alle kan bryde ud af den sociale arvs onde cirkel, og filmen beskriver nok netop Eriks endelige opgør med et liv præget af vold og psykiske overgreb.

      Hvis man endnu ikke har set Ondskab, kan den helt sikkert anbefales.