12 Years a Slave

For et par uger siden beskrev jeg slavedramaet Django Unchained som en film, der vækker stor væmmelse, fordi den konfronterer os med en frygtelig og uforglemmelig del af Amerikas historie. Som jeg også skrev, så medfører de humoristiske elementer filmen igennem en form for ironisk distance, der bl.a. gør, at man helt ufrivilligt kommer til at grine højt hver gang en person dør, og blodet sprøjter ud til alle sider. Disse begivenheder er sket for bare 150 år siden, og man skulle tro, at slaveriet allerede var blevet veldokumenteret i filmindustrien, men der er faktisk overraskende få film, som tager dette tema op på en sådan troværdig måde som i Steve McQueens 12 Years a Slave. Jeg vil mene, at dette er en af de mest sandfærdige og rørende film om slaveriet til dags dato.

 Modsat Django er der i 12 Years a Slave ikke noget at grine af. Filmen er baseret på en sand historie om en sort mand ved navn Solomon Northup, der bliver kidnappet, frarøvet sin identitet som veluddannet, fri mand og familiefar og solgt til slaveri på en barsk bomuldsfarm. Filmen er stærkt præget af lange, fængslende nærbilleder, som får os helt ind under huden på karaktererne og overvælder os med sympati for deres uretfærdige situation.  Det er en fuldstændig uforståelig ondskab, der præger denne fortælling, og den får os seere til at reflektere over, hvad der for bare halvandet århundrede siden blev betegnet som en ganske almindelig del af samfundet. Det er bestemt ikke en rar tanke, men derimod stadig uhyre relevant (hvis ikke en nødvendighed)at vi tager stilling til et samfund, der undertrykker.

        Michael Fassbenders portræt af slaveejeren Epps er virkelig enestående, idet vi både væmmes ved ham og hans sadistiske handlinger, men samtidig også påvirkes af de frustrationer og komplekse følelser, han har i forhold til sig selv og slavepigen, Patsy.

     Det, som jeg forestiller mig, vi alle sidder i biografsædet og ønsker allermest er, at Solomons kone og børn får sandheden at vide. På besynderlig vis bliver hans desperation lige pludselig vores, og man føler sig komplet hjælpeløs ved tanken.  

Jeg har svært ved at fordøje denne film og bliver ved med at se Solomons ansigt for mig. For ham var det ikke kun et spørgsmål om at holde sig i live under disse grusomme forhold men også om at beholde sin værdighed og identitet og tro på, at han nok skulle få sin familie at se igen. Alene denne viljestyrke gør filmen det hele værd.