Jeg har altid holdt af film, hvor byen spiller en central
rolle. Både på Woody Allen-måden, hvor der ofte tages udgangspunkt i nogle
følelser af nostalgi knyttet til en eller anden europæisk storby, men også som vi
ser det i en film som Michael Manns velspillede thriller Collateral, der foregår i Los Angeles’ natteliv. Filmen tegner
overordnet et køligt og upersonligt billede af byen. Selv filmens skurk, Vincent,
som bliver spillet af Tom Cruise forpester L.A. og dens indbyggere. Byen er mørk
næsten hele filmen igennem, og vi får aldrig det ”stereotype Los Angeles” at
se. Gennem bl.a. film oplever jeg ofte, at New York fremstår som en mere barsk
og uforfinet by over for L.A., men i Collateral
bliver vi konfronteret med en anden side af englenes by. Fra oven ser vi stadig
palmerne og arkitekturen smukt akkompagneret af en jazzet version af Bachs Air, men nærbillederne afslører et beskidt landskab fyldt med mørke
gyder, affald, pornografi og uhumske natklubber. Under alle omstændigheder den
perfekte kulisse til denne nervepirrende thriller.
Vincent er lejemorder og inden natten er omme skal han
have likvideret 5 personer. Jamie Foxx spiller Max. En dygtig og dagdrømmende
taxachauffør, som går op i at gøre sit arbejde godt og holde sin taxa ren og så
ved han desuden, præcis hvor mange minutter, det tager at komme fra den ene ende
af byen til den anden. Taxaen bliver både fremstillet som Max’ lille oase, hvor
han kan slippe væk fra byens støjforurening og som hans personlige fængsel,
hvilket kun bliver tydeligere, når Vincent kommer ind i billedet. Ved et tilfælde sætter Vincent sig ind i Max’
taxa, og tvinger ham ind i spillet ved at køre ham rundt til de forskellige
lokationer i L.A.
De
imponerende og medrivende actionsekvenser overskygger ikke fortællingen og det
intense og psykologiske spil mellem helt og skurk, taxachauffør og lejemorder,
som konstant overrasker. Vincent går fra at være tilfældig kunde til lomme-psykologisk
og intens kidnapper, men forholdet mellem de to er dybere end som så. Vincent
gennemskuer hurtigt Max og presser ham til at tage lidt mere aktivt stilling
til sit liv og sine fremtidsplaner, og når byen og menneskene svigter Max,
bliver Vincent paradoksalt nok hans redningsmand. Flere gange oplever vi, at Vincent beskytter
Max, samt forsvarer ham overfor en grov og nedgørende chef på taxacentralen. Da
Max pludselig bliver forvekslet med Vincent, opstår der en gensidig og dyb afhængighed
mellem de to hovedpersoner. Mod slutningen af filmen ændres fokus dog til at
dreje sig om Max’ sidste forsøg på at redde det femte offer. En smuk, kvindelig
advokat, som han tidligere har mødt. Noget som er med til at gøre filmen mere
ordinær.
Jeg synes, at det er Tom Cruises bedste rolle til dags
dato. Hans arbejde med den komplekse karakter Vincent er yderst imponerende,
eftersom der er meget mere til karakteren, end man skulle tro. Bare se på hans
udseende. Vincent er nærmest grå fra top til tå, han er meget dyrisk både i
måden, hvorpå han overfalder Max på broen men også i måden han likviderer
personerne i natklubben på, og så ser han ud til at have en særlig forbindelse
til de ulve, ham og Max møder midt i filmen. Samtidig er der også en stor
mængde ironi forbundet med Cruises karakter i forhold til den skæbne, der
rammer ham mod slutningen af filmen og de statements, han i filmens indledende
scener lavede omkring L.A. og dens følelseskolde indbyggere.
Hvis I
ikke har set den, så kan i godt glæde jer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar