Voyeuristiske tendenser i forstæderne

Ved første øjekast kan man godt mistænke Disturbia (instrueret af D. J. Caruso) fra 2007 for at være en typisk, amerikansk ungdomsthriller med en rebelsk lømmel, der forsøger at imponere sin smukke nabo. Faktisk synes jeg, at vi skal temmelig langt hen i filmen, før den bliver virkelig god, men så er man til gengæld også grebet.

      Jeg må da også indrømme, at jeg for alvor blev fanget, da jeg opdagede, at filmen i bund og grund er en opdateret version af Alfred Hitchcocks Rear window fra 1954.

      Filmen handler om high school-eleven Kale, der efter at have været vidne til sin fars død, har svært ved at tilpasse sig skolen. En dag går det helt galt for den vrede, unge mand, som slår sin spansklærer og bliver dømt til 3 måneders husarrest. Han bliver udstyret med en fodlænke, som gør, at han kun kan bevæge sig et vist antal meter udenfor husets mure. Snart bliver hans yndlingsbeskæftigelse at spionere på naboerne, og det er i særlig grad den nye pige på vejen, Ashley, han betragter og naboen, enspænderen Turner, som Kale hurtigt begynder at mistænke for at være seriemorder. Kale, Ashley og vennen Ronnie begiver sig ud på en farefuld mission for at afsløre Turner, og det går ikke helt nemt, fordi Kale i forvejen har haft sine kontroverser med politiet.

Denne version af historien om den indespærrede voyeurist er meget mørkere og mere vovet både seksuelt og mht. de voldelige scener i forhold til Hitchcocks version. Kulminationen i Rear Window har ikke nær den samme neglebidende-effekt for os filmkendere, der er alt for vant til at se vold på film, men til gengæld har den en langsom suspense-opbygning, som ikke bliver distraheret af teenage-kærlighed og humoristiske sekvenser.  Eller for den sags skyld overdøvende musik. Faktisk er der slet ingen musik under den store kamp mellem helt og skurk.  Begge film udtrykker dog til perfektion den klaustrofobiske følelse af at være fanget i sit eget hjem, der egentlig burde være en base for tryghed, velvidende om, at morderen uden problemer kan trænge ind i dette hjem.  

       Begge film sætter på mange måder spørgsmålstegn ved vores trang til at følge med i andre menneskers liv. Det er interessant, hvordan vi – en hel nation med voyeuristiske tendenser - hver eneste dag sidder på vores sofa for at få et indblik i andre mennesker og deres privatliv gennem fjernsynet. Men alligevel er der jo ingen tvivl om, at det er forkert på så mange niveauer, hvis disse smugkig foregår gennem en kikkert. Underligt nok hylder både Rear Window og Disturbia voyeurismen og fortæller os, at hvis vi dagligt holder øje med vores naboer, opdager vi måske en morder.

       Filmen fortæller også den evige hemmelighed om forstadslivet: De pæne facader med velplejede græsplæner og smukke blomster kan ikke skjule det kaos, der befinder sig inden for husets mure. Og hvor meget har vi egentlig lyst til at vide om vores naboer? Disturbia er et tydeligt bevis på, at disse tematikker til stadighed er relevante.