Milos Formans Amadeus er med sine 8 oscars en
af verdens mest kendte og populære musikfilm. 30 år efter premieren er denne
film stadig aktuel som analysegenstand for musik- og filmvidenskaben og skaber
konstant fornyet interesse for hovedaktøren, W.A. Mozart. Netop derfor syntes
jeg også, at det kunne være interessant at bringen den på banen her på bloggen.
Det er en film spækket med romantik, humor, drama, tragedie og fantastisk
musik. Lydbilledet er stærkt præget af pompøse koncertscener og medrivende
kompositionsprocesser og af den årsag bruges størstedelen af musikken
diegetisk. Samtidig er Amadeus særlig interessant, fordi den udelukkende
består af prækomponeret klassisk musik, og en stor del af historien er fortalt
ud fra Mozarts egen musik. Det skal selvfølgelig også lige nævnes, at filmen er
baseret på Peter Shaffers teaterforestilling Amadeus.
Ifølge Shaffer er Amadeus
ikke en film om Mozarts liv, men derimod en fabel om en barnlig komponist med
en bemærkelsesværdig latter, en mands endelige opgør med Gud og om denne Guds
lunefulde fordeling af talenter og ubegribelige favorisering. Ifølge Shaffer er
det dog hverken Salieri eller Mozart, der er hovedpersonen i beretningen, men
derimod musikken komponeret af Wolfgang Amadeus Mozart. Filmen
fortæller dog historien om Mozarts karriere og død i Wien set gennem øjnene af
en misundelig og skyldbetinget komponist – Salieri. Da jeg i sin tid skrev bachelor-opgave
om denne film, fandt jeg ud af, at den er kritiseret af adskillige
musikhistorikere og Mozart-fans for sine historiske fejl. Det er selvfølgelig altid
farligt at blande det kommercielle Hollywood med den dyrebare og skattede
musikhistorie, og normalt ville jeg da også være enig i kritikken, men jeg tror
ikke, at hensigten med filmen har været at forære tilskuerne den grumme sandhed
om Mozarts sidste tid. Det har snarere været at præsentere musikken som
narrativt element og som den altoverskyggende hovedrolle – trods fiktive
dekorationer. Shaffer fortæller historien om musikken af Mozart, og den står
derfor også som det eneste originale og uændrede i filmen. Man må altså ikke
lade den historiske sandhed stå i vejen for den kunstneriske sandhed.
Det er netop
musikkens rolle som fortællende element, der gjorde, at jeg fik lyst til at
skrive om filmen. Som musikfilm er Amadeus et særligt eksempel på film,
der både benytter sig af diegetisk og non-diegetisk musik, fordi Forman formår
at blande disse filmmusikalske funktioner. Og ofte sker overgangene så
glidende, at vi som tilskuere næppe bemærker det. For eksempel vil et bestemt
koncertværk ofte blive brugt først som underlægningsmusik i en samtale for
derefter at glide over i selve opførelsen af det samme værk. En stor del af
tilskuerne bliver sandsynligvis først opmærksomme på hvad de hører, idet
der klippes til koncerten og fokus forsvinder, fra henholdsvis dramatikken til
musikken. På denne måde forbindes de to scener, og via musikken sker
overgangene i filmen flydende og uden behov for anden fortælling. Der foregår
hele tiden en leg imellem de to filmmusikalske funktioner.
Denne leg får den prækomponerede musik til at virke både som typisk
filmisk underlægningsmusik, men også som kildemusik. Eftersom Amadeus også er en film om
musiklivet i 1780’ernes Wien, er en stor del af scenerne fra koncerter og
operaopførelser. Disse sekvenser udgør altså en stor del af den rent diegetiske
lydside. Selve underlægningsmusikken
fungerer – ligesom kildemusikken – som en præsentation af Mozarts musik, samt
som et identifikationsmiddel til at skildre personer og situationer efter
gentagelser. Og som i den traditionelle spillefilm er den med til at bestemme
stemningen i filmen.
I scene 14-15
aflægger Constanze Salieri et visit for at vise ham Mozarts noder. I øjeblikket
da Salieri får noderne i hænderne, hører vi musikken, som han læser den. Man
kan derfor benævne brugen af musikken i denne scene som metadiegetisk, idet
tilskueren hører de forskellige værker gennem Salieris tanker, mens han
febrilsk og misundeligt bladrer noderne igennem. Man kan bruge benævnelsen
metadiegetisk, fordi vi befinder os et sted mellem kildemusikken og
underlægningsmusikken, da det kun er én person i rummet og tilskuerne, der rent
faktisk hører musikken. Jeg synes, det er et genialt træk fra Formans side at præsentere
musikken på en så interessant måde. Der er ingen tvivl om, at det virker.
Trods kritikken har jeg valgt at anskue denne film som en
hyldest til en af verdens mest populære klassiske komponister, W.A. Mozart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar