Gud er afløst af marsmænd

Til trods for at jeg her på bloggen har rost Stanley Kubrick til skyerne, er jeg faktisk ikke særlig stor fan af de stereotype science fiction-film, som fx (undskyld til alle de store fans) Star wars.  Man skal selvfølgelig tage højde for, at det er en meget bred genre, og at en film som A clockwork orange nok ligger i den mere utraditionelle og seriøse ende. Egentlig har vi at gøre med en meget kompleks genre, som ikke altid kan defineres. Man kan nok tale om sci-fi som en slags fantasifilm (eller litteratur for den sags skyld) med et videnskabeligt præg. Man behandler ofte situationer, som ikke kan opstå i vores verden, og som er baseret på en eller anden form for nyskabelse i videnskaben/teknologien. På den måde kan især mange af de tidlige sci-fi-film benævnes som realistisk fiktion, idet de ikke strider mod fornuften.

I filmhistorien har man ofte sat science fiction op overfor eventyr, hvilket jeg finder meget interessant. Jeg elsker romantiske og gerne lettere melankolske eventyrfilm, hvor alt er tilladt. Der skal være mærkelige væsner, vild natur, smukke slotte og masser af weltschmerz. En verden som man længes efter at blive en del af. Jeg har tit fået stillet spørgsmålet ”hvordan kan du elske Ringenes Herre så højt, men ikke Star wars??”, og jeg mener jo selv, at der er et meget logisk svar på dette spørgsmål: kulissen. Da jeg var 19, rejste jeg til New Zealand, fordi jeg ville opleve ”det ægte Midgård”, og hver eneste gang jeg ser filmene, bliver jeg utrolig nostalgisk og drømmer mig tilbage til disse landskaber. De traditionelle sci-fi-film vækker ingen form for genkendelse eller følelse hos mig, og der tror jeg, at jeg rammer en meget klassisk afvisning af genren. Vi mennesker føler, at vores følelser er meget mere interessante end verdensrummet. Eller videnskaben for den sags skyld.

      Det virker så dobbeltmoralsk at sige, at jeg hellere vil se på et elverkongerige end en galakse langt, langt borte, og her kunne man da også nemt starte en meget filosofisk diskussion om, hvem der skal bestemme, om et elverkongerige er meget smukkere end en galakse, men det gemmer vi til en anden gang.

       Som jeg også skrev indledende, så er der stor forskel på film hørende under sci-fi-genren, og det er som sagt ikke alle film, der behøver foregå langt ude i det ukendte verdensrum. Jeg tror bare, at de fleste mennesker er bedre til at forholde sig til fortiden end fremtiden. Vi elsker jo uden tvivl at se film, der skildrer en form for svunden tid.  Den store kamp i Ringenes Herre drejer sig bl.a. om bevarelsen af naturen, som vi kender den, og lige præcis der, mener jeg, at Tolkien vækker følelserne hos os seere. Jeg husker tydeligt, hvordan Ringenes Herre fremprovokerede en kollektiv Weltschmerz på mit gymnasie, da filmene først kom frem. Vi havde alle sammen lyst til at blive en del af dette eventyr og bryde ud af vores egen kedelige verden. Dette resulterede i, at en stor del af især drengene begyndte at gå i kappe til skole, men det er nok i grunden en helt anden historie.

 

Milford Sound på Sydøen i New Zealand, juli 2006

Jeg skal nok blive gode venner med science fiction-genren engang med tiden. Selvom det nok ikke er en genre, der kommer til at vække de helt store følelser i mig, så kan jeg godt se det humoristiske i film som fx Iron sky fra 2012, der sender nazister op på månen. Og god humor skal man bestemt heller ikke undervurdere.