Overraskende øjenåbner fra komiker Ben Stiller

D. 1. januar var min gode ven Anders og jeg i biografen for at se ”den nye Forrest Gump”, som Ben Stillers eventyr/actionkomedie The Secret life of Walter Mitty så smukt bliver kaldt. Filmen handler om den verdensfjerne Walter Mitty, der arbejder som fotoredaktør på Life Magazine og samtidig lever et eventyrligt og spændende liv – inde i sit eget hoved. Da Mitty og en stor del af hans kolleger står til at miste deres arbejde, bliver dagdrømmene kort sagt til virkelighed.

      Historien tager hele tiden nye drejninger, der holder seeren opmærksom og sulten efter mere. Der er dog en gang i mellem nogle temmelig bizarre og sorte scener, som fx Mittys besøg på en bar i Grønland, hvor de lokale bliver fremstillet temmelig uflatterende. Til gengæld møder han her en meget morsom (underspillet naturligvis), islandsk helikopterpilot, der bliver spillet af Ólafur Darri Ólafsson, som gjorde stort indtryk på mig i filmen Rokland fra 2011.  

Historien om Walter Mitty er oprindeligt en novelle skrevet i 1939 af amerikaneren James Thurber, og navnet er faktisk blevet optaget i det engelske sprog som en betegnelse for den heroiske dagdrømmer, vi møder i filmen. Stillers moderne fortolkning af eventyret virker på mange måder som en kritisk kommentar på det liv, vi fører i dag, som er stærkt præget af den teknologiske udvikling og i særlig grad de sociale medier.  Stillers budskab er meget tydeligt: Lev i nuet! Ordet liv vi bliver vi hele filmen igennem konfronteret med.  Fotografen Sean O’Connell (Sean Penn), som spiller en lille, men vigtig rolle, kunne ikke have sagt det tydeligere, da han forklarer Mitty, at han, trods perfekt timing, ikke altid tager et billede. Nogle gange sidder han bare og nyder udsigten. Også selvom det til tider er et fuldstændig ekstraordinært syn. Der slår Stiller hovedet på sømmet. Når vi i dag fortæller om vores liv til andre er det hovedsageligt gennem billeder via facebook og instagram. Det er meget almindeligt, at når vi har det allermest rart, så skal det dokumenteres og sendes ud til en stor gruppe mennesker, så de kan se, hvor rart vi nu har det. Det er på sin vis ok. Men i det øjeblik man finder sin iPhone frem for at forevige den hyggelige stund, har man allerede forladt den. Og det vil man gøre alle de gange, man finder det teknologiske vidunder frem for at tjekke for ”synes godt om”-tilkendegivelser.   Personligt er jeg meget taknemmelig for dette budskab, selvom jeg da også ved, at det er umuligt, at flygte fra nutidens levestandard. Man har i dag mange ydre faktorer at konkurrere med, og sådan vil det nok fortsætte. Men engang i mellem er det vigtigt at stoppe op og nyde en solnedgang og huske på, at den er stadig smuk, selvom man er helt alene om at nyde synet.   

Som en sidste kommentar så tror jeg, at vi alle sammen render rundt med en lille Walter Mitty i maven, og det er efter min mening vigtigt, at vi en gang i mellem anerkender hans/hendes tilstedeværelse uden at forveksle dette fænomen med noget negativt ved mennesket. Vi har alle behov for en virkelighedsflugt, så hvorfor ikke bare tage af sted?

Efterår på Nyord

I efteråret 2012 besøgte jeg den lille, hyggelige ø, Nyord, hvor min moster har en butik med glaskunst. Jeg blev meget fascineret af de smukke glaskugler, der pryder træerne i haven. 

Øje for øje

Jeg har lige for nylig genset det meget medrivende drama Hævnen fra 2010. Udover en fængslende handling er skuespillet det mest geniale ved filmen. Jeg bliver sjældent begejstret, når man satser så stort på børneskuespillere, men alle filmens karakterer er overbevisende og rørende i en sådan grad, at vi som tilskuere ikke kan andet end at lade os føre blindt ind i denne verden af ondskab og både små og store skurke. Hvad enten det er en brutal bandeleder i Darfur, der skærer maven op på unge, gravide kvinder eller en bandeleder på en dansk folkeskole, der pifter cykler, så er motivet hævn, og i filmen får vi at se, hvor langt man vil gå for at få hævn over sin værste fjende. Selvom det kun drejer sig om ganske få scener i starten af filmen, kommer tematikken om mobning i skolen uhyggeligt tæt på, og det er kun begyndelsen.  

I forhold den tradition, der er omkring dansk film og især hele dogmekonceptet, er der i sandhed kreset for æstetikken her. Trods al den mørke, som filmen rummer, skinner solen næsten hele tiden, og havet er konsekvent lige så blåt som Mikael Persbrandts øjne. Mange af de mere stillestående billeder indeholder en utrolig smuk symmetri og farvekomposition.

Jeg mener dog, at der i danske film er en tendens til at genbruge de samme skuespillere igen og igen. Jeg mener… Hvor mange gange har vi ikke set Kim Bodnia spille en eller anden smådum provins-bølle. Eller Lars Bom spille politimand. Selv Lars Kaalund sniger sig lige ind i en af filmens vigtige scener som Bodnias ligegyldige kollega. Jeg kunne nu heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så Bodil Jørgensen optræde som rektoren, der sidder og udspørger de små, halvkriminelle lømler, om de glæder sig til den kommende temauge. For en stund glemmer man den barske alvor, der venter udenfor rektorens trygge kontor.

Når det så er sagt, så synes jeg stadig, det er Susanne Biers bedste film, især når man tænker på Den skaldede frisør (2012), som – trods smukke lokationer og et dygtigt hold skuespillere – for mig forekom som en noget svagere udgave af Den eneste ene. Jeg er dog meget spændt på at se, hvad den geniale instruktør viser os næste gang. 

Spaghettiwestern og politisk ukorrekthed

En af mine største filmoplevelser i 2013 var uden tvivl Quentin Tarantinos western og slavedrama Django Unchained, der ligesom forgængeren Inglorious bastards (2009) har hævn som et gennemgående tema. Jeg er stor fan af Tarantino og blev meget begejstret, da jeg hørte, at der allerede er en ny western på vej fra ham. Endda med den geniale Christoph Waltz på rollelisten.  Som flere andre Tarantino-film imiterer Django mange gamle filmklassikere, og alligevel er den noget helt for sig selv. Den vækker af naturlige årsager væmmelse hos mange seere, hvilket nok er uundgåeligt, når vi konfronteres så direkte med en del af verdenshistorien, de fleste ville have foretrukket var fiktion – slaveriet.  Men det faktum at filmen er så politisk ukorrekt virker på sin vis forfriskende, og selvom filmen er så ekstremt voldelig, giver de næsten overdrevne blodbad i sidste ende seeren en ironisk distance til hele denne hævntogt.

Udover at præsentere mange forskellige musikgenrer gennem sange af diverse kunstnere, introducerer soundtracket også nogle instrumentale spaghettiwestern-temaer komponeret af den garvede filmkomponist Ennio Morricone, som har meget erfaring inden for netop western-genren. Med sine bemærkelsesværdige genreskift overrasker musikken hele filmen igennem og er – som i den klassiske western – med til at holde energiniveauet oppe, så vi – på trods af nogle til tider meget lange dialoger – aldrig mister koncentrationen. Det musikalske højdepunkt for mig er helt klart den utrolig smukke og ekspressive Ancora qui sunget af italienske Elisa, og den spilles som baggrundsmusik i optakten til det længeventede øjeblik, hvor vores helt atter skal stå ansigt til ansigt med sin elskede.

Dette soundtrack slår i min verden aldrig fejl, så selvom hævntogter ikke står øverst på min to do-liste, kan man da om ikke andet føle sig som en mere skandinavisk (og i mit tilfælde mindre rå) udgave af vores hovedperson Django, når man rider på sin jernhest gennem regnvåde Aarhus til den dejlige lyd af western-toner. 

"You shouldn’t forget the importance of entertainment" – Funny games U.S.

"Shall we begin?" Jeg har tidligere blogget om brugen af prækomponeret klassisk musik i film, og det var faktisk bl.a. dette fænomen, der gjorde mig interesseret i østrigske Michael Hanekes kontroversielle metagys Funny games fra 2007. Som årstallet afslører, har jeg valgt at tage udgangspunkt i den amerikanske version af filmen, som blev lavet 10 år efter den oprindelige. Udover en ny rollebesætning er filmen klip for klip identisk med den originale. Funny games er en mørk og aparte film omhandlende to unge mænds terrorisering og udslettelse af en all american familie. Derudover er filmen særdeles paradoksal og efterlader tilskueren splittet mellem trangen til at grine og følelsen af afsky.

Nu til det, der fangede mig: Filmens trailer! Den er bygget op over Griegs berømte I Dovregubbens hall - et værk, de fleste kan genkende. Værket starter da den ene unge, hvidklædte mand står i døren, og musikken intensiveres i takt med kliphastigheden og de voldelige billeder. Det er et meget ekspressivt musikværk, og sammen med voldsmontagen virker den udvalgte klassiske musik nærmest humoristisk malplaceret og særdeles velegnet på en og samme tid. Musikken og billedernes hastighed følges ad og hver gang der skiftes toneart i musikken afbrydes billederne af teksterne på skærmen med sætningerne ”The game is simple”, ”pick a family” og ”pick a victim”. Trailerens soundtrack udføres altså med musikalsk og rytmisk præcision, og derfor blev jeg også meget overrasket, da jeg så filmen, idet den har et yderst minimalistisk soundtrack. Det eneste musik, vi hører, er faktisk diegetisk, dvs. når kilden til musikken (dvs. bilradio, stereo anlæg osv.) er til stede i filmen.  

Grunden til jeg finder denne film så interessant er, at Funny games virker som en kommentar til den bølge af voldspornografiske underholdningsfilm, som der har været en stigning af de seneste år, og den får os dermed til at reflektere over, hvorvidt vi som tilskuere nyder at se voldsgerninger. Det er tilsyneladende Hanekes hensigt at aktivere tilskueren – i forhold til den gængse spillefilm, der ifølge ham snarere passiviserer tilskueren i stedet for at opfordre til selvstændig tænkning. Man kan betragte filmen som en meta-gyser, fordi karaktererne selv er bevidste om mediet. På et tidspunkt henvender en af de unge mænd sig direkte til kameraet - til os (!) - for at spørge, om vi vil se mere. Og selvfølgelig vil vi det. Idet han kigger i kameraet, bryder Haneke den vigtige fiktionsregel om at opretholde en illusion for tilskueren, og vi er pludselig med i legen.  

Den klassiske gyserfilm er stærkt præget af nærbilleder, der fremmer indlevelse, så vi hele tiden kan føle karakterernes panik, men på det punkt er Funny games yderst utraditionel. Faktisk er kameraet til tider placeret i rummet ved siden af alle rædselerne, så vi "kun" kan høre, hvad der sker. Igen et meget interessant og atypisk træk.

Hvis ikke I har set den endnu, kan den helt sikkert anbefales. Det er efterhånden nogle år, siden jeg så den for første gang, men den kan stadig give mig kuldegysninger.      

Billeder fra min seneste ferie i smukke Island

Jeg har besøgt Island en del gange og i vinter/foråret 2012 boede jeg deroppe i 6 måneder, mens jeg var i praktik i Nordens Hus. 

Håndarbejde

Filmen og den klassiske musik.

I løbet af min studietid har jeg beskæftiget mig meget med film, der anvender prækomponeret klassisk musik som sound track, og her kommer et kort indlæg om dette fænomen.
Filmmusik – et begreb, der forener to store æstetiske fænomener. Med filmkomponister som Danny Elfmann, Bernard Herrmann og Howard Shore er filmmusikken med tiden blevet accepteret i musikverdenen som en selvstændig genre.  På trods af det vælger mange filmskabere stadig at gøre brug af fortidens store musikalske værker.

Blandt pionererne indenfor denne filmmusikstil kan den amerikanske filminstruktør Stanley Kubrick nævnes. Han skabte på sin vis en ny filmmusikæstetik, der viste sig skelsættende for film i 1960’erne og årtierne frem. For filmproducenterne fandtes der mange fordele ved brugen af prækomponeret klassisk musik i deres film. Først og fremmest gjorde det selve produktionen meget billigere, eftersom der ikke skulle hyres dyre og højagtede komponister til selve kompositionsarbejdet. Desuden gjorde det sagen en del nemmere, at ophavsretten på de klassiske værker var løbet ud – som de gør efter 100 år - , og at musikken derfor var frit tilgængelig. Men for Kubrick var det også et spørgsmål om at give sine film en humoristisk, provokerende og i særdeleshed unik lydside.

”Hvorfor bruge mindre god musik, når der er masser af fantastisk orkestermusik til rådighed fra fortiden og vores egen tid?”
Således spørger Kubrick i forbindelse med et spørgsmål om hans brug af Johann Strauss’ "An der Schönen Blauen Donau" i sin film "2001: A space Odyssey" (1968). Udover at være fantastisk underlægningsmusik var der dog flere hensigter med Kubricks valg af musik. Et godt eksempel er science fiction-filmen A clockwork orange (1971), hvor Beethovens 9. symfoni udgør størstedelen af soundtracket. Hovedpersonen og voldspsykopaten, Alex de Large, har en fascination af Beethoven, hvilket i høj grad præger filmens lydside. Alle volds – og voldtægtsscenerne i filmen bliver igennem musikkens ynde nærmest fremstillet som dans, og karakterernes seksuelle og voldelige drifter bliver derfor næsten komiske. Filmens groteske karakter træder derfor tydeligt frem igennem musikken. Beethoven og hans musik spiller altså en ufrivillig, integreret rolle i filmen på lige linje med de øvrige karakterer.

På grund af bemærkelsesværdige og succesrige filmpionerer som Stanley Kubrick er den klassiske musik blomstret stærkt op i filmindustrien fra og med 1960’erne, og fortidens store komponister som Beethoven, Bach og Mozart er dermed blevet vigtige medspillere i den klassiske Hollywood-film.