Øje for øje

Jeg har lige for nylig genset det meget medrivende drama Hævnen fra 2010. Udover en fængslende handling er skuespillet det mest geniale ved filmen. Jeg bliver sjældent begejstret, når man satser så stort på børneskuespillere, men alle filmens karakterer er overbevisende og rørende i en sådan grad, at vi som tilskuere ikke kan andet end at lade os føre blindt ind i denne verden af ondskab og både små og store skurke. Hvad enten det er en brutal bandeleder i Darfur, der skærer maven op på unge, gravide kvinder eller en bandeleder på en dansk folkeskole, der pifter cykler, så er motivet hævn, og i filmen får vi at se, hvor langt man vil gå for at få hævn over sin værste fjende. Selvom det kun drejer sig om ganske få scener i starten af filmen, kommer tematikken om mobning i skolen uhyggeligt tæt på, og det er kun begyndelsen.  

I forhold den tradition, der er omkring dansk film og især hele dogmekonceptet, er der i sandhed kreset for æstetikken her. Trods al den mørke, som filmen rummer, skinner solen næsten hele tiden, og havet er konsekvent lige så blåt som Mikael Persbrandts øjne. Mange af de mere stillestående billeder indeholder en utrolig smuk symmetri og farvekomposition.

Jeg mener dog, at der i danske film er en tendens til at genbruge de samme skuespillere igen og igen. Jeg mener… Hvor mange gange har vi ikke set Kim Bodnia spille en eller anden smådum provins-bølle. Eller Lars Bom spille politimand. Selv Lars Kaalund sniger sig lige ind i en af filmens vigtige scener som Bodnias ligegyldige kollega. Jeg kunne nu heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg så Bodil Jørgensen optræde som rektoren, der sidder og udspørger de små, halvkriminelle lømler, om de glæder sig til den kommende temauge. For en stund glemmer man den barske alvor, der venter udenfor rektorens trygge kontor.

Når det så er sagt, så synes jeg stadig, det er Susanne Biers bedste film, især når man tænker på Den skaldede frisør (2012), som – trods smukke lokationer og et dygtigt hold skuespillere – for mig forekom som en noget svagere udgave af Den eneste ene. Jeg er dog meget spændt på at se, hvad den geniale instruktør viser os næste gang.