"You shouldn’t forget the importance of entertainment" – Funny games U.S.

"Shall we begin?" Jeg har tidligere blogget om brugen af prækomponeret klassisk musik i film, og det var faktisk bl.a. dette fænomen, der gjorde mig interesseret i østrigske Michael Hanekes kontroversielle metagys Funny games fra 2007. Som årstallet afslører, har jeg valgt at tage udgangspunkt i den amerikanske version af filmen, som blev lavet 10 år efter den oprindelige. Udover en ny rollebesætning er filmen klip for klip identisk med den originale. Funny games er en mørk og aparte film omhandlende to unge mænds terrorisering og udslettelse af en all american familie. Derudover er filmen særdeles paradoksal og efterlader tilskueren splittet mellem trangen til at grine og følelsen af afsky.

Nu til det, der fangede mig: Filmens trailer! Den er bygget op over Griegs berømte I Dovregubbens hall - et værk, de fleste kan genkende. Værket starter da den ene unge, hvidklædte mand står i døren, og musikken intensiveres i takt med kliphastigheden og de voldelige billeder. Det er et meget ekspressivt musikværk, og sammen med voldsmontagen virker den udvalgte klassiske musik nærmest humoristisk malplaceret og særdeles velegnet på en og samme tid. Musikken og billedernes hastighed følges ad og hver gang der skiftes toneart i musikken afbrydes billederne af teksterne på skærmen med sætningerne ”The game is simple”, ”pick a family” og ”pick a victim”. Trailerens soundtrack udføres altså med musikalsk og rytmisk præcision, og derfor blev jeg også meget overrasket, da jeg så filmen, idet den har et yderst minimalistisk soundtrack. Det eneste musik, vi hører, er faktisk diegetisk, dvs. når kilden til musikken (dvs. bilradio, stereo anlæg osv.) er til stede i filmen.  

Grunden til jeg finder denne film så interessant er, at Funny games virker som en kommentar til den bølge af voldspornografiske underholdningsfilm, som der har været en stigning af de seneste år, og den får os dermed til at reflektere over, hvorvidt vi som tilskuere nyder at se voldsgerninger. Det er tilsyneladende Hanekes hensigt at aktivere tilskueren – i forhold til den gængse spillefilm, der ifølge ham snarere passiviserer tilskueren i stedet for at opfordre til selvstændig tænkning. Man kan betragte filmen som en meta-gyser, fordi karaktererne selv er bevidste om mediet. På et tidspunkt henvender en af de unge mænd sig direkte til kameraet - til os (!) - for at spørge, om vi vil se mere. Og selvfølgelig vil vi det. Idet han kigger i kameraet, bryder Haneke den vigtige fiktionsregel om at opretholde en illusion for tilskueren, og vi er pludselig med i legen.  

Den klassiske gyserfilm er stærkt præget af nærbilleder, der fremmer indlevelse, så vi hele tiden kan føle karakterernes panik, men på det punkt er Funny games yderst utraditionel. Faktisk er kameraet til tider placeret i rummet ved siden af alle rædselerne, så vi "kun" kan høre, hvad der sker. Igen et meget interessant og atypisk træk.

Hvis ikke I har set den endnu, kan den helt sikkert anbefales. Det er efterhånden nogle år, siden jeg så den for første gang, men den kan stadig give mig kuldegysninger.