Everest

`Everest’ er et billede på menneskets forhold til naturen, og den kredser omkring konflikten mellem at følge sin sunde fornuft eller give sig hen til sine følelser.

      Baltasar Kormákur har instrueret denne stjernespækkede film, som er baseret på en tragisk hændelse i maj 1996, hvor 8 personer omkom på Mount Everest. Historien blev i sin tid dokumenteret af Beck Weathers og journalisten Jon Krakauer. Begge personer tog del i en bjergbestigning anført af Rob Hall og arrangeret af selskabet ”Adventure Consultants”, som blev stiftet af Hall i 1991. En tur til toppen af verden kostede dengang 65.000 dollars, men journalisten fik turen mod positiv omtale i aviserne.

Hall (Jason Clarke) forklarer sine medklatrere, at menneskekroppen dør, når den kommer over syv kilometer. Der er altså ingen tvivl om, at det er en ekstremt farlig tur. Når journalisten spørger ind til hvorfor, disse mennesker er villige til at risikere liv og lemmer for at nå toppen af verden, får han svaret ”fordi det er der”. Men lige så stille viser sandheden sig i de forskellige personligheder. Postbuddet Doug Hansen (John Hawkes), som har to tidligere forsøg bag sig, vil bevise over for sine børn, at selvom man kommer fra usle kår, kan man stadig være skabt til noget stort. Og større bliver det jo faktisk ikke. Så er der Beck Weathers (Josh Brolin), som med sine egne ord er ”100 % Texas”. Han giver udtryk for, at han trods kærligheden til sin familie ikke føler sig i live derhjemme.

Det er til tider en smule svært at engagere sig i de forskellige personer, da man helt simpelt ikke kan skelne dem fra hinanden i virvaret af snestorm og vindjakker. Når karaktererne falder fra deroppe, sker det også fuldstændig udramatisk, hvilket er en smule ærgerligt. Faktisk synes de store følelser at komme fra de karakterer, som ikke befinder sig midt i orkanens øje, nemlig de efterladte. Heriblandt Keira Knightley, der spiller rollen som Jan Arnold – Halls gravide kæreste, som må blive derhjemme og vente ved telefonen.

Mange anmeldere vil sikkert omtale filmen som en ordentlig omgang følelsesporno. Jeg er til en vis grad enig. `Everest´ ligner en film, man har set før, og det faktum, at filmen er baseret på en sand historie, gør den jo ikke mindre forudsigelig.

        Men billederne er saftsuseme flotte og vælger man at se filmen i 3D – som undertegnede gjorde – føles filmen som en flyvetur over én af moder jords smukkeste skabninger, Mount Everest. 

Spionen fra U.N.C.L.E

Guy Ritchie leverer et brag af en actionfilm i dejlige nostalgiske kulisser. ”Spionen fra U.N.C.L.E” virker som en hybrid mellem et Tarantino-actionbrag og en Agent 007-klassiker. Umiddelbart en rigtig god cocktail for enhver filmelsker, men desværre er alt det, der sker ind i mellem bragene, ikke specielt mindeværdigt.

 

Filmen starter i 1960’ernes Østberlin. Den Kolde Krig er på sit højeste, og der hersker mildest talt iskold luft mellem USA og Sovjetunionen.

       CIA-Spionen Napoleon Solo (Henri Cavill) opsøger den bedårende bilmekaniker Gaby (Alicia Vikander). Hun er den hidtil ukendte datter af manden, der har formlen til atombomben, og som af denne årsag er blevet kidnappet af et italiensk ægtepar. KGB er dog også interesserede i formlen, og straks har Napoleon den russiske spion Illya (Armie Hammer)lige i hælene i filmens første hæsblæsende biljagt. CIA og KGB indser dog, at hvis de skal nå det italienske skurkepar i tide skal de gøre noget drastisk.

       USA og Sovjetunionen må derfor for en stund begrave stridsøksen, da Napoleon og Illya viser sig at være det perfekte samarbejdspartnere i den plan, der skal forhindre en kriminel organisation i at bygge deres egen atombombe. Således dannes konstellationen “U.N.C.L.E” – United Network Command for Law and Enforcement, og Gaby følger trop for at finde sin far.

      Dernæst rejser trioen til Rom, hvor de straks begynder at infiltrere det italienske overklassemiljø i forsøget på at finde vej til Gabys far. Illya og Gaby arbejder undercover som ægtepar, mens Napoleon kaster sig over rollen som antikvitetshandler.

På lydsiden har vi uden tvivl at gøre med et første klasses soundtrack. Jeg må indrømme, at jeg ikke har stor erfaring med spionfilm-genren, men med alle de pasticher, filmen indeholder, synes soundtracket at være tro mod genren. Atter en gang må der sammenlignes med Tarantino, da musikken i hans film spiller en uhyre vigtig og integreret rolle. Her er det lige fra 70’er soul-klassikere til ægte spaghettiwestern-toner.  Det samme gør sig gældende i denne film, og jeg er stor beundrer af instruktører, som anerkender vigtigheden i et godt soundtrack.

Grænsen mellem action og komik er hele filmen i gennem en smule svær at finde. Derfor griner vi, når vi skal, men sidder måske med en lidt forvirret mine, når det er alvor. Selvom stilen er lagt, håret er sat og replikkerne er knivskarpe, savner jeg mere indhold, og det håber jeg på at opleve, hvis der skulle komme en ”Spionen fra U.N.C.L.E 2”. 

Irrational man

Joaquin Phoenix spiller Abe Lucas. En filosofiprofessor, pessimist og romantiker, som er blevet ansat på det fiktive Brailyn College for at undervise på sommerkurser.  Ikke længe efter hans ankomst, begynder kvinderne at sende sultne blikke efter den mystiske – men også temmelig deprimerede - mand. Det er især kollegaen Rita Richards (Parker Posey) og 12-tals studinen Jill Pollard (Emma Stone), der drages af Abe.

    Abe indleder et forhold til begge kvinder: Et erotisk med Rita og et mentor/elev-forhold til Jill, hvoraf sidstnævnte fører til adskillige gåture og cafébesøg, hvor Kant, Kirkegaard og Sartre ofte er på banen. På en café overhører Jill og Abe tilfældigt en kvinde, som fortæller, at hun står til at miste forældremyndigheden over sine børn på grund af en korrupt dommer. Herfra sker der en drastisk forandring ved Abe. Uden at røbe for meget af handlingen beruses Abe ved tanken om at redde den fremmede kvinde med en simpel forbrydelse. Således genvinder han livsglæden, hvilket også får forholdet til de to kvinder til at blomstre.

Joaquin Phoenix er fremragende som filosoferende professor med lommelærke og topmave. Det er absolut ikke nyt at se ham i rollen som forpint sjæl, men det fungerer rigtig godt for ham. Også Emma Stone gør et godt stykke arbejde i sin rolle som eleven, der bliver tryllebundet af sin kloge professor. Fascinationen i hendes øjne er ikke til at tage fejl af.

Selvom vi befinder os i en lidt anderledes kulisse langt væk fra den gængse Woody Allen-storby med gadecafeer og ældgamle fontæner, fornemmer man som publikum hurtigt instruktørens tilstedeværelse. Den let skjulte neurose i replikkerne, de æstetiske og sommerlige omgivelser ved universitetet og ikke mindst hovedpersonens higen efter en tilbagelænet og kunstnerisk tilværelse i Sydeuropa. Den samme higen som vi oplevede i film som ”Midnight in Paris” fra 2011 og ”Vicky Christina Barcelona” fra 2008.

        Og det er særligt de fængslende dialoger, som gør denne – og hans andre film – det hele værd. 

På trods af udemærket skuespil og en interessant historie, kan filmen desværre ikke holde trit med Allens andre film. Den hælder både til den humoristiske side og den alvorlige, hvilket gør den til en lidt mudret blanding. Men men men…  Derfor er den stadig værd at se, og jeg skal da gerne fortælle, at jeg glædes over, at den snart 80-årige Woody Allen med jævne mellemrum stadig lokker os ind i biografens mørke med sine finurlige fortællinger. 

Comeback

Anders W. Bertelsen leverer en glimrende præstation i rollen som afdanket stand up-komiker i en både humoristisk og dybsindig film om livskriser og komplicerede familieforhold. Filmen er skrevet af islandske Hallgrimur Helgason, som havde stor succes med `101 Reykjavik´, og den er instrueret af Natasha Arthy.

Thomas Vang er komiker, men han toppede for 20 år siden og lever nu af at underholde ved små-provinsielle arrangementer. Derfor vil Thomas gøre alt for at få sin karriere tilbage på sporet. Han må blandt andet tage til takke med at agere opvarmning for sin arrogante, velklædte og mere succesrige kollega, Mads Andersen (Peder Thomas Pedersen).  I skyggen af Mads fortæller Thomas nedslidte jokes om druk og kiksede sexeskapader, mens Mads bader sig i succes på andres bekostning.

      I begyndelsen af filmen skal Thomas og Mads til Jylland for at teste et nyt show, hvor Thomas er med som det tynde øl, da Frederikke (Sarah-Sofie Boussnina) – Thomas’ kloge og rapkæftede teenagedatter, som han mulighed havde glemt alt om – pludselig dukker op sammen med sin storbarmede veninde. I et håb om at komme tættere på sin far trænger pigerne sig på, og inden længe er den aparte kvartet på vej til Jylland i en gammel spand.

Derfra kører det derudaf med motelfest, silikonebryster og intense far/datter-samtaler. Her kunne det godt gå hen og blive lidt plat. Men det gør det ikke. Filmen bliver kun mere interessant - blandt andet fordi vi ved, at Frederikke vil fortælle sin far noget vigtigt. Et snedigt, men også meget velfungerende trick fra Helgasons side. 

Man sidder lidt med en fornemmelse af, at filmen gør tykt grin med stand up-miljøet og de intriger, der foregår backstage. Samtidig får man også en følelse af, at det egentlig må være lidt hårdt, når de gode jokes og fanskaren ikke længere står i kø. Hvordan kommer man så videre?

Jeg hører ikke til de mennesker, der klasker sig på lårene af grin over `Klassefesten´. I mine øjne skulle de have stoppet efter første film. Men det mest pinagtige var at overvære tre stjerneskuespillere blive ofre for så plat og småborgerlig en humor. I modsætning til `Klassefesten´ kommer Anders W. Bertelsens skuespiltalent til sin fulde ret i `Comeback´, og han stråler i rollen som pinlig far og falleret komiker. Han stråler, som han gjorde i film som `Mifunes sidste sang´ og `Italiensk for begyndere´. Derfor er dette på mange måder også Anders W. Bertelsens comeback.   

Guldkysten

Jeg kan med glæde sige, at det er en film, jeg aldrig har set før. I hvert fald ikke med danske stemmer.

Man skulle tro at slaveriet som tema, var veldokumenteret i filmindustrien, men der er faktisk overraskende få film, som tager dette tema op på en troværdig måde. Af natur vækker disse film stor væmmelse, fordi de konfronterer os med en barsk og uforglemmelig del af verdenshistorien. Jeg tror dog ikke, at ”Guldkysten” vil efterlade sit publikum opløst af tårer. Det skyldes dels, at filmen ikke tager udgangspunkt i slavernes historie. Og dels nogle syrede, distancerede montager, der optager en stor del af filmens 114 minutter.

Daniel Denciks historiske drama rammer os som en feber, der vender op og ned på dag og nat og på virkelighed og drøm. I 1836 rejser den unge, danske botaniker Wulf Frederik Wulf (norske Jacob Oftebro) fra sin smukke forlovede Elenora (Luise Skov) for at anlægge en plantage i Dansk Guinea (det nuværende Ghana) ved Afrikas vestkyst, Guldkysten.  Et historisk sted, hvor tusindvis af afrikanere blev enten myrdet eller solgt til slavehandel.

       Beplantningen er hårdt arbejde, men den unge idealist lægger alle kræfter i og knytter samtidig tætte bånd med lokalbefolkningen og de udstationerede missionærer. Heriblandt missionærfruen Caroline (Danica Curcic).

       Anders Heinrichsen (som nogle måske også genkender som lidt af et dumt svin i 1864)og Adam Ild Rohweder spiller de to kolonialistiske og voldsliderlige herremænd, som – trods slaveriets ophør – stadig behandler de lokale som undersåttere, man gerne må hyggetæske lidt i en brandert.

       En nat gør Wulf en frygtelig opdagelse: Slavehandlen eksisterer stadig, og de skyldige er tættere på, end man skulle tro.

”Guldkysten” er interessant af flere årsager. Først og fremmest blev jeg meget betaget af musikken. Det ene øjeblik udgør soundtracket et ustemt klaver, hvilket mærkeligt nok virker naturligt, for sådan vil et gammelt klaver, placeret midt i den fugtige jungle, vel egentlig lyde. Senere overtager en synthesizer, som fører os væk fra junglen og helt op over skyerne samtidig med den visualiserer Wulfs komplekse tanker.  Musikken er skabt af den internationale filmkomponist Angelo Badalamenti, som også står bag Twin Peaks-soundtracket.

       Derudover balancerer filmen også på flere genrer.  I sin grundlæggende fortælle-stil lægger filmen sig tæt op af det klassiske melodrama, men Dencik formår også at udfordre sit publikum. Indimellem optræder Elenora som en uskyldig, kridhvid porcelænsdukke, der står i skærende kontrast til den ondskab, der regerer i Guinea og på fortet Christiansborg. Og sammen med nærbillederne af blomster, eksotiske dyr og med fugleperspektiver af de mættende naturlandskaber, får ”Guldkysten” en grad af kunstfilm.

Daniel Dencik har kastet sig ud i lidt af et vovestykke, og det skal han have ros for.

Testament of Youth

Testament of Youth er den sandfærdige og tragiske beretning om forfatter og feminist, Vera Brittains oplevelser fra Første Verdenskrig og hendes forestående rejse henimod pacifismen.

Jeg bliver noget skeptisk, da mørket stille sænker sig i biografsalen, og jeg til min overraskelse opdager, at jeg befinder mig mutters alene. Men - som det også vil vise sig - er jeg ærgerlig på vegne af de mennesker, der ikke gjorde mig selskab i Kosmorama denne søndag aften.

Året er 1914, og vi befinder os i engelske, Jane Austen-lignende omgivelser, hvor den unge, overklassekvinde Vera Brittain (stærkt spillet af svenske Alicia Vikander) kæmper mod samfundsnormer, stereotype kønsrollemønstre og sine konservative forældre. Med et ønske om at komme nærmere den store verden, søger hun ind på engelsk litteratur på det prestigefyldte Oxford University.

        Vera har en drøm om at blive forfatter, og det er hun ikke ene om. Hendes bror, Edwards charmerende og karismatiske ven, Roland Leighton (spillet af Kit Harington, som er kendt for sin rolle som Jon Snow i HBO-serien Game of Thrones), deler den samme lidenskab for digte, og gennem brevudveksling og korte, romantiske møder, forelsker de sig. Det ser ud til, at Vera, Edward og Roland skal studere nær hinanden i Oxford, og fremtiden synes lys for filmens unge hovedperson. Desværre får lykken en brat ende, da England erklærer Tyskland krig, og både Roland og Edward sendes til fronten.

        Som den handlekraftige kvinde Vera nu er, forlader hun studierne og melder sig som frivillig sygeplejerske, hvor hun kan tage sig af unge, sårede mænd fra begge sider af grænsen. Denne tilværelse giver hende en ny mening med livet og fordriver samtidig tiden mellem læsning af dødsannoncerne.

Men det er altså ikke kærlighedshistorien mellem Vera og Roland, der er filmen omdrejningspunkt, hvilket man ellers kunne fristes til at tro. Dette er krigen set gennem en ung, kvindes øjne. Vera må kæmpe mod trøstende løgne, tomme ord og myten om smertefri og nobel død og om krigshelte og patrioter. Krig er lig med død. Aller tydeligst bliver det, da hun indser, at hun kæmper hårdt for at redde de mennesker, hendes bror forsøger at dræbe.

Hvad enten filmen indfanger det eller ej, så er der ingen tvivl om, at det er en stærk og betydningsfuld historie, der ligger bag Testament of Youth. Jeg sidder stadig med en lille klump i halsen over denne kraftige, feministiske kvindestemme, der satte sit præg på et såret land i tiden efter Første Verdenskrig.  

While We're young

Noah Baumbach har skrevet, produceret og instrueret komediedramaet ’While we’re young’, som sætter det såkaldte hipstermenneske under lup, og jeg tør allerede nu sige, at denne film kommer som kaldet.  Ben Stiller og Naomi Watts spiller Josh og Cornelia – et barnløst ægtepar i starten af 40’erne, som ”adopterer” et midt-i-20’erne, hipster-par som venner.

Filmen foregår i New York, hvor Josh og Cornelia er gået i stå og lever et meget rutinepræget liv med faste sengetider og parmiddage med vennerne. Josh befinder sig midt i en kunstnerisk krise og kan ikke afslutte den dokumentarfilm, han har arbejdet på et helt årti, mens Cornelia føler sig fremmedgjort over for veninderne, der alle har fået børn. På sidelinjen optræder Josh og Cornelias jævnaldrende venner spillet af Maria Dizzia og Adam Horovitz, som netop har fået et barn, og derfor forsøger at lokke Josh og Cornelia ind i den samme kultlignende tilstand. Aller tydeligst bliver det, da Cornelia overtales til at deltage i en omgang musikalsk legestue, som – dybt karikeret – fremstiller forældrene som en flok hjernevaskede lemminger, hvis liv er bygget op omkring børnene.

      Midt i det hele møder parret Jamie (Adam Driver) og Darby (Amanda Seyfried). Jamie er også filmskaber og har fulgt Joshs karriere intenst, og forholdet mellem de to mænd bliver hurtigt mentor/elev.

Mødet mellem de to generationer giver anledning til en hel del humoristiske montager, hvor de ældre karakterer hygger sig med Netflix og spil på mobilen, mens det yngre par spiller brætspil og lytter til LP’er. Generelt er Jamie og Darby sprunget tilbage til de interesser, som Josh og Cornelia ubevidst har kasseret. Som fx at se film på VHS, lytte til musik på vinyl og skrive på skrivemaskine. For dem handler det kort sagt om at leve så anti-mainstream og autentisk som muligt. Josh og Cornelia bliver fascineret af denne bohème-lignende livstil og holder tilmed helt op med at se deres gamle venner. Inden længe giver samværet med det unge par dog anledning til en identitetskrise hos især Josh, som indser, at hans unge, egocentriske elev er ved at overgå ham.

Ben Stiller, som jeg vælger at betragte som filmens omdrejningspunkt, har fascineret mig lige siden 1. januar 2014, hvor jeg blev fanget i det forunderlige Walter Mitty-univers. I denne film er der lidt mere af Woody Allen i hans karakter, og det har kun gjort min fascination større.  

       Der er ingen tvivl om, at denne film rammer et - for nogle - meget ømt punkt. Det er ikke helt let at sige, hvad Baumbach præcis vil med filmen, men den giver et humoristisk indblik i, hvordan vi mennesker af natur føler os truede af den yngre generation, som besidder en energi og attitude, som intimiderer dem med lidt mere livserfaring. 

St. Vincent

Theodore Melfis debutfilm ”St. Vincent” er et sødt drama med masser af charme, men var det ikke for den altid karismatiske Bill Murray, så høstede den ikke mange stjerner.

Den kyniske krigsveteran Vincent har meldt sig ud af samfundet og bor nu alene under beskedne kår med den betuttede kat Felix, som udstråler nogenlunde lige så lidt varme og glæde som ham selv. Der kommer uventet kulør på hverdagen, da hans nye nabo Maggie beder ham om at passe sin kloge og eftertænksomme 12-årige søn Oliver (Jaeden Liebner), de aftener hun arbejder sent.  Maggie ligger i skilsmisse og har altså tydeligvis ikke andre valg end at lade den uhøflige, alkoholiserede og ekstremt uortodokse mand agere barnepige for sin søn.

       Vincent er først skeptisk, men langsomt dannes et temmelig utraditionelt venskab mellem to lettere fortabte sjæle, der bliver hinandens redning. Vincent hjælper Oliver til rent fysisk at klare sig bedre overfor de større drenge i skolegården, mens Oliver får Sankt Vincent i kontakt med en hengemt, barnlig glæde. Pudsigt nok selvom Oliver hele filmen i gennem opfører sig meget som en lille voksen.

          Det er måske ikke et makkerpar, der går over i filmhistorien, men søde - dét er de.

Lige så stille begynder glorien at komme til syne. Vincents fattigdom skyldes hans kone, som lider af Alzheimers og derfor er indlogeret på et fint og dyrt plejehjem.  Bag det gnavne ydre, viser sig altså et stort hjerte i Vincent, hvilket vi især oplever i scenerne med ham og Oliver.

Naomi Watts og Melissa McCarthy, som har scoret en stor stjerne hos mig for sin rolle i ”Bridesmaids”, gør et fint stykke arbejde i de kvindelige biroller, og en imponerende del af filmens jokes kommer fra Watts’ karakter, den gravide, russiske stripper Daka, som jævnligt gør Vincent selskab. Jeg må indrømme, at det er meget forfriskende, men også overraskende at opleve Watts i en humoristisk og useriøs rolle som denne. Omvendt viser McCarthy, at hun kan bære andre roller end det småtossede og socialt uaccepterede sidekick, hun tidligere har spillet.

Som nævnt i indledningen har vi her at gøre med en sød, men også noget banal film. ”St. Vincent’s” plot er meget gennemskueligt, men hvis man som publikum ikke har højere forventninger, kan filmen sagtens nydes og endda give et lille smil på læben.   

Rosita

 Frederikke Aspöck har begået en sød, lille film med store temaer. ”Rosita” foregår i en mindre nordjysk havneby, hvor livet går sin gang omkring fiskeindustrien og de traditionelle fredagsøl på den lokale bar. Det er en stilfærdig film, som viser, hvordan kærlighed kan vende op og ned på det liv, der ellers kører, som det skal.

Mikkel Boe Følsgaard spiller Johannes. En ung, frustreret fisker, hvis liv tager en noget uventet drejning, da hans far, den midaldrende og ensomme enkemand Ulrik (Jens Albinus), følger den lokale trend og inviterer en filippinsk kvinde ved navn Rosita ind i hjemmet.

      Lige fra begyndelsen går kommunikationen mellem familiemedlemmerne skidt, men man kan spørge sig selv, om den nogensinde har været i orden. Snart begynder Johannes at knytte tætte bånd med sin nye, jævnaldrende stedmor, og så bliver der i den grad lukket op for nogle hengemte følelser. Johannes er umoden og rastløs, men han er også pokkers charmerende (faktisk så charmerende, at man næsten overhører den lettere københavnske dialekt), og Rosita er det friske pust, som end ikke Vesterhavet har formået at være for ham.  

Lige som Mads Matthiesens film ”10 timer til paradis” fra 2012 tematiserer ”Rosita” fornuftsægteskabet mellem økonomisk trængte, asiatiske kvinder og ældre, mere velhavende europæiske mænd. Men her er der bestemt ikke tale om udnyttelse. Rosita, som bliver spillet af den filippinske superstjerne Mercedes Cabral, er smuk, varm og klog. Hun gennemskuer hurtigt både far og søn, og selvom hun selv slæber rundt på en tung bagage, forstår hun, at hun skal bruges til at dulme savnet fra Ulriks afdøde kone og Johannes’ mor. Så trods sprogbarrieren er hun alligevel den, der får de to tavse mænd til at tale sammen. 

       Frihedstrangen er et andet vigtigt tema i filmen. Da Johannes spørger sin kæreste Maja, om ikke de skal stikke af til en anden by, svarer hun: ”Alle vi kender, bor jo her”. Behovet for at opleve verden og møde nye mennesker er der simpelthen ikke. Det er tydeligt, at Rosita er den udefrakommende skikkelse, der vækker behovet i Johannes.   

Alt i alt er ”Rosita” en fin, humoristisk og - ikke mindst - rørende film, og det sidste skyldes især Rositas hemmelige formål med lange rejse fra Manilla til Nordjylland. Jeg kunne dog godt bruge en lidt stærkere skildring af det lokale miljø, for trods de hyppige billeder af Vesterhavet, fik jeg ikke fornemmelsen af Nordjylland, og jeg er sikker på, at lidt mere dialekt ville have gjort forskellen.   

Sicilien

I påsken var jeg på en SKØN tur til Sicilien. Det er helt bestemt ikke mit sidste besøg på den italienske ø. Jeg kan især anbefale den lille havneby Cefalù. Vi havde to overnatninger i byen og kørte derfra videre ind på øen. Ét af turens højdepunkter var en overnatning på vingården Feudo Vagliasindi. Omgivelserne var fantastiske med udsigt til vulkanen Edna og med vinmarker hele vejen rundt om gården. Betjeningen var også helt i top, og vi fik en nærmest kongelig behandling med en intim rundvisning i den gamle vinkælder.

Palermo, som vi fløj til

Udsigten fra vores hotel i Cefalù.

Cefalù.

Italiensk frokost

Siciliensk morgenmad. En bolle med is. 

Vingården Feudo Vagliasindi

Oppe på vulkanen Edna

Wild

Reese Witherspoon kæmper sig i gennem det barske terræn og sin egen udviklingshistorie i en film, man føler er blevet set en del gange før.

Der er ingen tvivl om, at Jean Marc Vallées Wild knytter sig til den amerikanske roadmovie-fortællestil. Et litterært tema, som flittigt bruges på det store lærred. De mennesker, der præger genren, er som oftest rodløse, ulykkelige og på flugt fra det etablerede samfund, og i den klassiske roadmovie bliver den indre rejse - med alt hvad det indebærer - anskueliggjort via den ydre rejse.
Filmens omdrejningspunkt Cheryl Strayed, spillet af Reese Witherspoon, begiver sig ud på en 1770 kilometer lang vandretur gennem The Pacifik Crest Trail. Hvorfor det ved vi ikke, men den dramatiske start på filmen, giver os et billede af en ung kvinde med sår på sjælen. Vandreturen bliver løbende brudt op af korte flashbacks, der virker som brikker i et puslespil, vi seere lige så stille kan begynde at sætte sammen. Allerede en tredjedel inde i filmen, får vi det første svar: moderes død. Senere følger et stofmisbrug, og herefter falder brikkerne på plads én efter én.

En stor del af filmens publikum vil sikkert anskue Vallées film som en pendant til Sean Penns Into the Wild fra 2007. Af flere årsager klæder denne sammenligning ikke Wild, blandt andet fordi filmens protagonist ikke udsætter sig selv for de samme farer og ekstremer som Emile Hirsch’ karakter i Into the Wild. Strayed er godt nok novice, hvad angår teltpløkker og trangia-mad, men der er stadig ikke den samme intense oplevelse af den barske natur. Det er dog meget bemærkelsesværdigt, at den geografiske hjemløshed og angsten for naturen bliver et udtryk for Strayeds psykiske rodløshed og usikkerhed.
Men men men… Man kunne som seer godt ønske sig at se en helt ny side af den amerikanske skønhed. Selvom hun kæmper for det og viser os en Witherspoon, vi bestemt ikke er vant til at se, kamuflerer den - tilsyneladende usynlige - make up stadig den autenticitet, vi som seere har behov for at opleve i en film af denne kaliber. Den opmærksomhed, hun får fra de forbipasserende mænd, må da næsten også tolkes som et bevis på, at hendes hår simpelthen ikke er fedtet nok.

Vandreturen er en symbolsk rejse efter frihed og en søgen efter en slags selvforståelse, og det må være op til den enkelte seer at vurdere om Cheryl Strayed, efter knap to timer i ødemarken, når i mål.

Wild er bestemt ikke en dårlig film – tværtimod. Men trods blod, nøgenhed og kanyler er det altså stadig svært at se Reese Witherspoon som andet end den pæne, perfektionistiske pige, vi i forvejen kender så godt.
Hvorom alting er, kan filmen stadig nydes, ikke mindst på grund af de smukke naturbilleder perfekt akkompagneret af melankolske 1960’er sange omhandlende knuste hjerter, vild natur og isolation.

Amrum

Jeg er lige kommet hjem fra en hyggelig og interessant weekend på den lille tyske ø, Amrum. Øen er den mindste af de nordfrisiske øer i delstaten Slesvig-Holstein og rent naturmæssigt ligner den de danske vesterhavsøer - især Fanø. Min gode veninde Sieke er vokset op på Amrum, så jeg var så heldig at have en privat guide hele weekenden. Vi boede hos hendes forældre, som udlejer ferieboliger i Vitdyn, som vi også sejlede til fra Dagebøl. Sejlturen tager ca. 2 timer, fordi vi også skal stoppe ved Föhr. 

Siekes barndomshjem som nu er feriebolig. Generelt er der et meget maritimt udtryk på øen, som er vældig charmerende. 

Min guide

Et hus bygget af det affald, der skylder ind på stranden.

Turen hjem. 

Hobbitter og rejseminder

I sidste uge var jeg (endelig) i biografen for at se slutningen på den seneste Peter Jackson-trilogi, og filmen sendte mig selvfølgelig hele vejen tilbage til New Zealand, som jeg besøgte i november. Billederne her er fra en ca. 15 km. lang vandretur rundt om søen Tarawera, som ligger i nærheden af vulkanbyen Rotorua. Det var en skøn tur! Ikke mindst fordi vi endte ved en såkaldt hot water beach, hvor man passende kunne tage sig en dukkert og derefter en vandtaxa til den anden side af søen. Det eneste minus er, at man er afhængig af at have nogen til at hente og bringe, da turen ikke slutter der, hvor man starter. Men det er næppe et problem i New Zealand, eftersom kiwierne elsker at samle turister op.  

Hvis jeg også lige skal forholde mig lidt filmkritisk, så synes jeg - ligesom mange andre -, at Hobbitten var en smule tynd. Ingen tvivl om, at den rent filmteknisk er et mesterværk, men selve historien kommer ikke i nærheden af Ringenes Herre. Og jeg har altid ment, at historien er det aller vigtigste i en god film. Musikken kommer ind på en smuk 2. plads. Når det så er sagt, er det da samtidig spændende at se, hvordan teknologien har udviklet sig siden Eventyret om ringen blev skudt i gang for 15 år siden.

Jeg er selvfølgelig meget taknemmelig for, at jeg de sidste 3 år har kunne tage i biografen med små tolkieninspirerede sommerfugle i maven, men én film havde vist været nok. 

En vaskeægte sort svane

Hot water beach